Flad fortolkning af mytisk fortælling

FILM - "Undine"

Flere har fortolket på myten om Undine. Selv vores egen H.C. Andersen med "Den Lille Havfrue".

Derfor kender vi også hovedtrækkende i myten, der handler om vandnymfen, der kan blive til et rigtigt menneske, hvis hun forelsker sig i en mand.

Men profetien siger, at hvis han er hende utro, må hun dræbe ham, og efterfølgende vende tilbage til vandet.

Og selvom myten lægger op til den helt store kærlighedshistorie, fremstår den tyske instruktør Christian Petzolds nyfortolkning af ”Undine” flad og uden magi.

Over en kop cappuccino på en café fortæller Undines kæreste, Johannes, at han vil gå fra hende til fordel for en anden.

Og som i myten lover Undine (Paula Beer), at hun vil dræbe ham, hvis han ikke bliver hos hende.

Dette glemmer hun dog helt, da et kikset møde med en ny kærlighedskandidat opstår.

Det første møde med erhvervsdykkeren Christoph sker efter at Undine, der arbejder som historiker på et bymuseum i Berlin, netop har afsluttet en rundvisning.

Hun er gået over på caféen, hvor Johannes slog op med hende tidligere på dagen og står foran et akvarium.

Christoph, som havde været med på rundvisningen, dukker op i døren, og meget tilfældigt vil han lige høre, om Undine vil have en kop kaffe med ham.

Dette møde fremstår en smule utroværdigt, og hele situationen virker opstillet.

Og det bliver bestemt ikke bedre, når akvariet knuses, og vandet vælter ned over Undine og Christoph, som begge lander på gulvet med små komiske gummi-guldfisk vrikkende ved siden af dem.

Ligesom guldfiskene er mødet så kunstig, at man har svært ved at tro på det.

Ikke desto mindre har den tyske instruktør Christian Petzold taget et nyt tvist på vandnymfens skæbne i forhold til den oprindelige fortælling.

I Christian Petzolds fortolkning er Undines skæbne nemlig ikke afhængig af og forbundet til en utro mand. 

I stedet forsøger hun at undslippe den skæbnesvangre profeti ved at lade sig forelske på ny.

Vi oplever myten ud fra Undines perspektiv, og der søges svar på spørgsmålet, om Undine kan undslippe sin forudbestemte fremtid.

I lange forelæsninger til besøgende på museet fortæller hun som freelance historiker, at Berlin er bygget på et usikkert fundament, da den historiske by er grundlagt midt i en drænet sump. 

Gennem Undines fremlæggelser bliver vi bombarderet med fakta om byen, og der kan trækkes flere ligheder mellem Undine og Berlin.

De begge er splittede mellem fortid og fremtid, mellem det destruktive og det livsbekræftende.

Desværre er Undines livsbekræftende kærlighedsaffære med den nye kæreste Christoph (Franz Rogowski) så flad, at man har svært ved at lade sig rive med.

Især har man svært ved at glemme den fjollede opstillede forelskelse, når det nyforelskede par går en tur. 

Deres pander er som limet sammen, og komisk ser det ud, når det besværer deres gang betydeligt.

Ingen går da rundt sådan?

Kun i små glimt virker skuespillet troværdigt, og Paula Beer bliver gennem filmen mere overbevisende, hvor hun viser forskellige sider af kvinden, der er opkaldt efter en vandnymfe.

Først fremstår hun som et offer under bruddet med Johannes, der både er såret og hævngerrig.

Senere formår Paula Beer at give Undine en femme fatale-lignende karakter, der f.eks. vil have den forelskede Christoph fetish-agtigt til at fortsætte sin hjertemassage på hende efter et mislykket dyk, selv efter hun er vågnet op.

Billedsiden trækker film i en mere mytologisk retning, og fotografen Hans Fromms undervandsfilmede optagelser af søens dyb er mystiske og grumsede. 

Det er med til at trække den ellers ret så magiforladte fortællingen anelse mere i en eventyrlig retning.

Hele filmen understøttes kun af to stykker musik:

Et alt overdøvende klaverspil (Adagio fra Bach’s Concerto in D Minor, BWV 974) og så The Bee Gees - "Stayin’ Alive”.

Og ”Undine” er desværre ligesom som musikrepertoiret er både ret forudsigelig og kedelig.  

I glimt viser filmen dog sit potentiale, men desværre bliver man ikke trukket ind i en mytologisk verden af vandnymfer og havuhyre, og som publikum går man fra biografen med en flad fornemmelse.