Skip to main content
FILM

Journalist jagter fanatisk seriemorder

Danmarks Oscar-kandidat ”Holy Spider” er en film, der efterlader dig tavs. Det er en veldokumenterende thriller, som giver et øjebliksbillede af Irans kultur, og filmen er da efter verdenspremieren også blevet fordømt af det iranske præstestyre.

”Holy Spider” er en barsk film, men dét, jeg især efterlades med, er faktisk skildringen af kvindernes liv. Filmen begynder i et rodet køkken, med en kvinde, der med en rystende hånd forsøger at dække sine blå mærker med make-up. Derefter trækker hun et tørklæde hen over skuldre og hår, kysser sit barn farvel og forsikrer hende om, at hun kommer tilbage ved daggry.

Herefter samles hun op af en tilfældig mand på gaden, der får sin lyster stillet, og dette gentages resten af natten. Indtil hun samles op af Saaed Hanaeid (Mehdi Bajestani), der kvæler hende med det tørklæde, hun er tvunget til at bære.

”Holy Spider” er en historie baseret på virkelige hændelser, om den fanatiske seriemorder Saeed Hanaeid – edderkoppemorderen – der i 2000 og 2001 myrdede 16 prostituerede for at fuldføre en gudsgiven mission: at rense den hellige by Mashhad.

Vi følger en kvindelig journalist Rahimi (Zar Amir Ebrahimi), der har sat sig for at afdække historien og gerne vil forstå, hvorfor man endnu ikke har fundet frem til morderen.

Det bliver bestemt ikke ufarligt for hende selv, da politiet ikke virker interesserede i at opklare sagen.

Zar Amir Ebrahimi har modtaget prisen for bedste kvindelige skuespiller ved Cannes Filmfestival og brillerer i en autentisk og nærværende rolle.

Rahimi støder hele tiden ind i modstand - ofte eller rettere hele tiden -blot fordi hun er kvinde. Kun modstræbende får hun i Mashhad lov til at booke et hotelværelse, For hun har jo ikke nogen mand med. Hun kan ikke gå alene på gaden og til slut frygter hun både for sit eget liv og mistror ordensmagten. Men det giver hende blot endnu mere blod på tanden til at fortsætte.

Saaed Hanaeid lever et dobbeltliv: Om dagen er han familiefar og håndværker, om natten seriemorder. Og forståelsen af Saaed er ligeså. Nogle ser ham som helt, andre som gerningsmand.

Selv er han stolt af sin mission og ringer selv til politiet hver gang, han har slået en ny ihjel og siger blandt andet: ”Skynd jer at få hende fjernet, inden hun rådner”. Det fortæller vist lidt om hadet til ofrene. Alligevel er der også toner af seksuel undertrykkelse, når han inderligt dufter og kærtegner ofrene efter at have kvalt dem.  

Instruktøren Abi Abbasi angriber på det klareste misogyni (mænds had rettet mod kvinder - red.) og deslige i denne film. Selvom det ikke er første gang, man ser en seriemorderfilm, falder ”Holy Spider” på mange måder udenfor genren. Blandt andet bliver morderen afsløret i begyndelsen, ligesom Abbasi gennem filmen insisterer på at tage et opgør mod det patriarkalske samfund. 

Spørgsmålet er, om politiet endelig får bugt med edderkoppemorderen eller om det fundamentalistiske samfund finder en måde at undgå at dømme morderen? Magten er i hvert fald en afgørende faktor her. Både for Saaed, men også for Rahimi…  

Film

  • "Holy Spider”
  • Danmark, 2022.
  • Instruktør: Abi Abbasi
  • Sprog: Farsi
  • En time, 55 minutter.
  • Tilladt for børn over 15 år.
  • Danmarkspremiere, torsdag 13. oktober, bl.a. Biffen, Nordkraft.

Arkiv