Livsglædens jægere

FILM - ”Trøffeljægerne fra Piemonte”

Det handler om trøfler og jagten på dem, men et par ivrigt gravende hundepoter længere nede handler det om livsglæden, og et enkelt liv i tæt kontakt med jorden.

Glæden ved hjemmelavet mad, et godt glas vin, kvinden og naturens ufattelige rigdom og mysterier.

Her i form af den hvide trøffel, Albatrøflen, der vokser i skovene i Piemonte i Italien.

Det er en helt speciel og forunderlige dokumentar, hvor vi møder en gruppe gamle mænd og deres hunde, der jagter en af verdens dyreste ingredienser, når det gælder madlavning.

Det er både intim og tæt på dokumentar, og det må have været et kæmpearbejde bygget på gensidig tillid at få denne film gjort til virkelighed. Så vi andre kan blive lukket ind i verden, der har sine helt egne regler og traditioner – en bestemt måde at leve livet på.

Og som samtidig er truet. For den hvide trøffel bliver solgt til astronomiske beløb, og de gamle trøffeljægere må kæmpe for at holde fast i deres livsstil.

De bliver tilbudt gigantiske summer for at dele deres viden, om hvor trøflerne gror. Eller vil du – Aurelio - ikke sælge din hund Birba? Jeg skriver gerne en blancocheck til dig.

Kampen om trøflerne er hensynsløs for prisen for et godt kilo løber nemt op i 30.000 til 40.000 kr.

Med tæt kameraføring, nogle gange med et GoPro-kamera monteret på hundenes halsbånd følger du jagten i de efterårsklædte skove. På stejle bjergskrænter hvor trøflen gror for foden af høje egetræer.

- Der er den, flyt dig Fiona, lyder det, når mand og hund i tæt samarbejde graver den kostbare trøffel frem. Muntert syngende går det tilbage af mudrede, regnfyldte jordvej, mens trøffeljægeren bryder ud i falsk sang og hundene hyler med.

Vi møder også den jakkeklædte sælger – opkøberen - som finder fejl og mangler, når han selv skal af med euro, men roser trøflens moskusagtige aroma til skyerne, når han skal sælge. Og slipper afsted med at give en fjerdedel i forhold til markedsprisen, når han køber af lokale trøffelsamlere.

Men først og fremmest lærer vi trøffeljægerne at kende. Aurelio på 84 vil gerne finde en god kvinde til sin hund Birba. Inden han selv skal herfra.

Carlo som har fået kirkens velsignelse – ”må Gud bevare din hunds lugtesans”, men hvis kone er bange for, at han kommer til skade, når han jagter trøfler alene om natten forsynet med lygte.

Og der er den genstridige, langhårede Sergio, der har meldt sig ud af trøffeljagten. Grådigheden og begæret har taget overhånd i stedet for glæden og legen for sammen med hunden at finde det kostbare svampeguld.

De her gamle mænds insisterer på at holde fast i deres enkle liv. Hvor tilberedning af hjemmelavet mad over brændekomfur, det daglige slid og deres livsvarig trøffelpassion holder dem unge i både sind og krop.

Her er landskabsbilleder så fabelagtige, at de tager pusten fra dig. Her er nærmest Rembrandt-lignende bruntonede interiørbilleder fra køkken og hjem, når mændene nyder deres suppe med brød- og altid med et glas vin inden for rækkevidde.

Det er simpelthen en film, der gør dig glad i låget i sin besyngelse af trøffeljagt, mændene og deres elskede hunde. Uden sentimentalitet, men en inderligt livsbekræftende skildring af en kultur og en måde at leve på, der nu er truet.

Du forlader biomørket varm om hjertet og med smil på læben.