Skip to main content
Film/dokumentar

Modefoto med skarp kant

Film/dokumentar - ”Helmut Newton – The Bad and the Beautiful”

Han var vild med skønne kvinder, og han kunne få dem til hvad som helst - elskede at manipulere med dem, når han tog sine ikoniske billeder.

Billeder der balancerede på kanten af og samtidige var luksus modefoto, men som altid havde et ekstra lag. Fortalte eller antydede en historie om dominans og på den måde både fortalte noget om samtiden og samtidig udfordrede den.

Navnet er Helmut Newton (1920-2004), født som tysk jøde med efternavnet Neustädter, der havde sin storhedstid især i 80’erne, og i dokumentaren her møder vi både ham og nogle af de kvinder, han udødeliggjorde med sin linse.

Navne som sangerinderne Grace Jones, Marianne Faithfull, skuespillerne Charlotte Rampling, Isabella Rossellini og Hanne Schygulla plus et utal af modeller bl.a. Claudia Schiffer og Nadja Auerman og mange, mange flere.

I dag ville Newtons billeder sagtens kunne start en orkanagtig #MeToo-protest. Lige som han også i sin samtid blev beskyldt for at være sexistisk, kvindeundertrykkende og mandschauvinistisk.

Det er derfor ganske forunderligt at høre alle disse stærke og selvstændige kvinder fortælle om, hvordan de både følte sig trygge, set og godt humoristisk underholdt, når fotograf Newton arbejdede med dem.

For at fange og finde øjeblikket. Billedet! Splitsekundet, hvor noget andet og magisk dukkede op.

En model fortæller om, hvordan det er at være 20 år, blond, 1,80 meter høj og føle sig som et stykke jaget rådyr. Hjælpløs Bambi.

Og hvordan hun efter en Newton-fotosession følte sig på lige fod med de mandlige kvindejægere og ikke længere var skrækslagen. Hun kunne selv bestemme, hvad hun ville gøre og være med til.

Kloge kvinder som skuespillerne Charlotte Rampling og især italienske Isabelle Rossellini (hvor hun dog mere og mere ligner sin mor, Ingrid Bergman!) føjer fine beretninger og anekdoter til. Om hvordan det var at være nøgen foran Newton og ikke mindst om de fotografier, der kom ud af det, og gjorde ham verdensberømt med frie hænder til at gøre og knipse næsten alt, når han fotograferede for modebladene.

Newtons virke begyndte også for alvor på et tidspunkt i historien – midt 60-erne -hvor nøgenhed lige pludselig blev accepteret, og gjorde det muligt faktisk at få trykt og distribueret hans ganske dristige og grænseoverskridende billeder.

Vi ser en hel bunke af dem – nøgne kvinder i opstillede tableauer, men også med og uden tøj, men også den slagtede kylling, som fik stiletter på, eller krokodillen, der velbehageligt er ved at sluge en nøgen kvinde.

Eller hvad med den franske politiker Jean-Marie Le Pen fotograferet nedefra, så du kommer til at tænke på alle billederne af Adolf Hitler fotograferet med sine schäferhunde.

Samtidig bliver det gjort plads til et lille, men godt portræt af manden selv. Tegnet med egne erindringsord, men også af folk, der kendte ham godt - som eksempelvis den tyske skuespiller Hanne Schygulla.

Om at være vokset op i Berlin med det nazistiske billedsprog, at beundre Leni Riefenstahl, kendt for sit kontroversielle arbejde som Hitlers chefinstruktør, bl.a. med den berømte, imponerende propagandafilm ”Triumph des Willens”. At komme i lære som fotografassistent hos en jødisk fotograf, der senere endte sine dage i kz-lejr, om at flygte som 18-årig til Kina, videre til Australien for her at finde sin kone, June.

Det er en fin dokumentar om en både kontroversiel og fabelagtig dygtig fotograf og modsat andre fotofilm, hvor du ser model og fotograf sammen, mens der bliver klikket og småsludret, er det her en sjældent vedkommende film om fotokunst.

På en gang tidsbillede af en bestemt historisk periode og datidens samfund og samtidig en provokerende udfordring af den tids normer og selvforståelse.

Kunst var for øvrigt et ord Newton hadede lige så meget som udtrykket ”god smag”.

Men det er fabelagtige billeder, han tog – så se den, hvis du er fotointeresseret eller bare er kulturhistorisk interesseret.

 

Film

  • "Helmut Newton – The Bad and the Beautiful”
  • Tyskland, 2020.
  • Instruktør: Gero von Boehm
  • En time, 30 minutter.
  • Tilladt for alle.
  • Danmarkspremiere, torsdag 19. August, bl.a. Biffen, Nordkraft.
Arkiv