Familiefest for kræftsyg

Film -”Tótem”  

Kunne du forestille dig at holde en fødselsdagsfest for din kræftsyge bror, der har sagt nej til kemo og holder sig oppe ved hjælp af morfin?

Sikkert ikke. Men der er scenariet i denne mexicanske familiefilm, hvor vi gennem den syvårige datter Sols (Naíma Sentíes) øjne oplever og ser, hvad der sker.

Mens familiens to søstre, Nuria (Montserrat Marañon) og Ale (Marisol Gasé) arbejder hektisk på at få stablet en kæmpemæssig fest på benene for deres elskede malerbroder, Tona (Mateo García Elizondo).

Han er så røvesyg, at han knapt kan hænge sammen. Det er en familie ramt af sorg og afmagt. Nuria vil bage en helt speciel kage til sin bror, mens Nuria får en kvindelig charlatan af en djævleuddriver til at forsøge at jage husets onde ånder ud.

Farfar klipper omhyggeligt løs på et forkrøblet bonsaitræ, som han har tænkt sig at give sin søn i fødseldagsgave. Imens ved de alle godt, at døden lurer … og at de ikke kan gøre noget ved det.

Vi ser det hele og hører deres interne diskussioner gennem Sol. Filmet helt tæt på i firkantede, nærgående frames, ganske realistisk i børnehøjde, kommer vi helt tæt på en ganske ”almindelig” familie.

Der lige som alle ”almindelige” familier har sine helt egne hemmeligheder og interne konflikter, der får lov at folde sig ud, mens festens gæster snart vil fylde det store hus.

Her går Sol rundt. Gammelklog og observant stiller hun spørgsmål i stil med ”hvornår går jorden under”. Samtidig med at hun studerer det rige dyreliv omkring sig i haven:

Bier, snegle, en papegøje – dyr, der lever uden tanke for døden. Ganske symbolsk vil de som arter altid leve videre, og på den måde forbinder de på universel vis et cyklisk forløb, liv og død.

Naturen set som den cykliske urkraft, som overvinder døden  - og dermed også forbinder os med noget større og får os til at acceptere, at vi selv og vores liv en dag får en ende. Får os til at se døden. Som en naturlig del af livet.

Der er ikke noget egentlig plot i filmen. Vi følger bare familien og dens medlemmer, og oplever deres indbyrdes samvær som en levende enhed – vidt forskellige og hver på sin måde – er de alle optaget af at vise Tona deres kærlighed.

Skuespillet er lige så nærværende, intenst og troværdigt.

Sorg, vemod og livsglad fejring kendetegner filmen.

- Jeg ønsker, at far ikke skulle dø, betror Sol på et tidspunkt sin mor.

Men hun ved godt, at sådan bliver det ikke.

Det er både livsglad og eftertænksom film i ét og samme hug, mens vi sammen med Sol i en form for afklaret, nærmest ubevidst balance kommer tættere på og accepterer både livet - og dødens cykliske uundgåelighed. Men også det ene forbandede livs skønhed.

En ganske anderledes, foruroligende smuk og nærværende film.