Kortanmeldelse: Den er sgu sjov

FILM: "Alle for fire"

Filmen handler om nogle uendeligt ubegavede brødre, der lever af kriminalitet. Og filmen er sjov. Faktisk virkelig sjov.

Længere behøver denne anmeldelse vel ikke være, for det er bestemt ikke sofistikeret humor, vi finder her. Det er plat, det er groft, det handler om bæ og sex, og det handler om at få ting i hovedet. Men det virker.

Tillige vil de, der skal se filmen, kun interesser sig for, om det virker. Altså det med grinet. Der er ingen, der regner med at spekulere i dagevis over dette drama. Griner man, er det godt.

Filmen er instrueret af Rasmus Heide, som sidste år stod bag den mest elendige danske komedie set i dette århundrede: "Centervagt".

Selv om han har en lang stribe komedier bag sig, troede jeg faktisk, at han med den film havde ekspederet sig ud af det gode selskab og fremover skulle satse på en karriere som flaskedreng i Netto. Men han er tilbage på sporet.

"Alle for fire" har han skrevet i samarbejde med Mick Øgendahl, som også spiller den ene af hovedrollerne som Ralf, der er om muligt endnu dummere end storebror Timo.

Men Øgendahl er altså morsom, og han er tillige eminent til at spille dummernik. Ikke blot kan han skrive komiske one-liners, men han har også en fin timing og er god til at fumle. Han er også kropslig komiker.

Det er ikke kun Mick Øgendahl, der fungerer godt i filmen. Det gør Anders W. Berthelsen sandelig også. Rollen som Timo er i de tre foregående film blevet spillet af Rasmus Bjerg, men han mener ikke, at der kan vrides mere komik ud af denne filmserie. Han er i stedet erstattet af Berthelsen, og hans komiske talent er umiskendeligt.

Når man ser filmen, vil man sikkert undre sig over, hvornår den foregår. Computerskærme her er 14-tommers billedrørsfiduser. Fjernsyn er også med billedrør. Mobiltelefonerne ligner noget fra år 2000. Det gør bilerne også. Og tøjet: Ja det er bare kikset hele vejen igennem

I et par fine småroller møder vi Ulf Pilgaard som den mest klamme tandlæge set længe, mens Lars Ranthe er vagtmand og poet så ikke et øje er tørt.

Jeg gider ikke referere handlingen, for den kan i grunden gøre lige meget. Det handler alene om komik og om at få de mange komiske scener koblet sammen, og det sker aldeles lydefrit.

Det er dog værd at bemærke, at filmen kun varer en time og 20 minutter. Det er en stram komposition, og tak for det. Når man så lægger rulletekster, trailere og reklamer oveni, så bliver det vel til 1 time og 45 minutter. Men det er rart, at man ikke har forsøgt at gøre filmen længere, for så ville de miste pusten.

Nej: Der er ikke mere at fortælle. Det er en film, du skal se, hvis du er på jagt efter et hurtigt grin. Andet er der ikke i filmen. Men nogle gange er det jo også nok.