Den følsomme hval

Film - ”The Whale”

Hvorfor æder man sig ihjel? For det gør engelsklæreren Charlie.

Isoleret i sin lejlighed fjernunderviser han i at skrive godt og vedkommende, men slår aldrig pc’ens kamera til, så eleverne kan se den levende, skvulpende kødklump, læreren er blevet forvandlet til.

Pizzabuddet sætter familiebakkerne udenfor, skufferne er fulde af slik, og når Charlie spiser – nej æder – vælter han smaskende maden i sig, uden at nyde eller smage, æder blot for at glemme.

En dag banker det på døren, netop som Charlie (Brendan Fraser) bliver ramt af et hjerteanfald. Han tror, at det er hans faste besøgssygeplejerske Liz (Hong Chau), men det er gademissionæren Thomas (Ty Simpkins) fra dommedagssekten New Life.

Missionæren kommer dog ikke langt, før Liz dukker op og får ham afbrudt. Hun er den eneste som Charlie ser. De er venner, også fordi de to bærer på en fælles hemmelig sorg.

Og hverken hun eller Charlie har meget til overs den tilbudte frelse.

Med et blodtryk på 238 over 134 kan der ikke herske megen tvivl om, at Charlies dage er talte. Derfor tager han kontakt til teenagedatteren Ellie (Sadie Sink), som han ikke har set siden, hun var otte år.

Tilbyder Ellie at hjælpe med hendes afleveringsopgaver, da hun er i fare for at dumpe high school. Til gengæld lover han hende 120.000 dollar, hvis hun ikke siger noget til ekskonen Mary (Samantha Morton), som ikke vil have, at han har nogen form for kontakt med Ellie.

Nu folder historien om Charlies liv sig ud i lejligheden. Baggrunden for hans forsøg på at blive forenet med sin datter, hans svigt, årsagen til skilsmissen, lige som vi også forstår hans afvisning af den Guds frelse, som New Life tilbyder.

Lejligheden fungerer, som filmens mørkekammer hvor de vidt forskellige skamfulde, hemmeligholdte eller undertrykte livstemaer nu bliver fremkaldt.

Svigt, skilsmisse, misbrug, tro og religion, men også omsorg og kærlighed.

Brendan Fraser er intet mindre end formidabel i hovedrollen som den godmodige, klarhjernede, ynkelige, afskyvækkende og samtidig elskelige og livsfarligt overvægtige mand, som forsøger at få styr på sit liv og kærligheden til sine nærmeste, inden han skal dø.

Men der bliver også spillet røven ud af bukserne omkring ham. Hong Hong Chau i sygeplejerskerollen som Liz er befriende kontant og lige til sagen. På en gang omsorgsfuld og samtidig skarp skældende og smældende. Ingen løber om hjørner med hende. Hun ser virkeligheden og problemerne lige i øjnene, og der får den unge missionær Thomas også at mærke, da hun folder baggrunden for skæbnefællesskabet med Charlie ud i en hjerteknusende, fortrolig samtale.

Thomas bliver udmærket spillet troskyldigt, blåøjet og religionsfikseret frelsende af Ty Simpkins, men det er Sadie Sink i rollen som den skråsikre, jeg-ved-bedre-end-alle-de-voksne-røvhuller-teenager, som brænder store huller i lærredet med sin ubarmhjertig afvisning af far.

Men magter også at skildre den langsomme optøning, mens ømheden mellem de to, far og datter, vokser på grund af hans insisteren.

Det er socialrealisme på den hårde, direkte og skånselsløse måde, men samtidig sine steder ikke uden humor i de direkte konfrontationer mellem filmens persongalleri. Ingen er hverken rigtig onde eller rigtig gode. De er BARE mennesker, som forsøger at forstå og elske hinanden.

Den følsomme hval til far, den uforsonlige datter, den krigerisk omsorgsfulde sygeplejerske, den fortabte missionær, den uforsonlige ekskone – hver er de på deres måde mennesker. Med fejl og mangler, men også med et hjerte, der vil kærlighed og tilgivelse.

Det er en stor film om en stor mand og en film om kærlighed og manglen på samme, når du træder forkert i livet. Og må betale prisen.