Skip to main content
film

Verdens dyreste maleri

DOKUMENTARFILM: "The lost Leonardo"

"The lost Leonardo" er en af de mest spændende dokumentarfilm, jeg nogensinde har set. Den er spændende som en thriller. Her er folk, der bliver snydt, så vandet driver. Her er masser af intriger. Og her står menneskelig grådighed mejslet ud granit. Vi ser simpelthen mennesker, når de er allerværst. Okay: Der sker ingen mord...

Centralt i filmen er købmandsskab. Købmandsskab er at købe billigt og sælge dyrt. Og i denne film ser vi ret mange mennesker blive styrtende rige.

Filmen handler om et maleri, "Salvator Mundi", som måske er lavet af Leonardo da Vinci.

Et par kunsthandlere finder maleriet i et snusket auktionshus i New Orleans og køber det for 1175 dollar. Maleriet sælges flere gange undervejs gennem filmen, men inden den er forbi, er værdien blevet forøget 400.000 gange. Det ender som verdens dyreste maleri og sælges på auktion hos Christies i London for 450 millioner dollars.

Alene historien om, hvordan Christies markedsfører maleriet op mod auktionen er mageløs. Billedet sendes på turne rundt i hele verden. Og skuespilleren Leonardo di Caprio står og græder over det i den video, som auktionshuset også sender i omløb.

De løbende handler bliver udførligt beskrevet. Og ved hver handel er der folk, der bliver styrtende rige.

Robert Simon og hans makker Alexander Parish er parret, der køber maleriet i 2005. De beder konservatoren Dianne Modestini om at restaurere det, for det er i en elendig tilstand. På det tidspunkt er maleriet allerede blevet restaureret. Men på en skamløs og talentløs måde. Dianne Modestini skræller først fernissen af maleriet. Siden fjerner hun den overmaling, maleriet har været udsat for. Inderst inde finder hun så et særdeles skramlet maleri, hvor malingen mangler rigtigt mange steder.

Men derinde finder hun også nogle detaljer, der overviser hende om, at dette er en ægte Leonardo.

Nu skal hun og bagmændene blot have overvist kunstverdenen om, at maleriet er ægte. Det er ikke så nemt, men National Gallery i London udstiller det, og hævder, at maleriet er ægte.

Men ikke alle er overviste.

Handler denne film så om kunst? Nej - egentlig ikke. Det er en film om penge. Det er en film om, at de kloge narrer de mindre kloge. Det er også en film om forfængelighed. For hvem tør skrige "Kejserens nye klæder", når man er omgivet af folk, der kan se, at dette er originalt.

Og med de styrtende mange penge, vi taler om lige her, så er der masser af interesser. Der er interesser for og imod maleriets ægthed.

Filmen igennem ser vi masser af talende mennesker på skærmen. Og selv om dette primært er talking heads, så det sindsoprivende spændende. Det skyldes blandt andet, at der er så mange højt estimerede kilder med. Det er toppen af poppen, der udtaler sig her. Toppen af poppen inden for kunst, kunsthistorie og kriminalefterforskning.

Men det skyldes også, filmen er voldsomt godt klippet. At den er stramt komponeret. At de mange medvirkende i filmen optræder så naturligt på skærmen. Alt er simpelthen lykkedes lige her, ser det ud til.

Og så har den danske instruktør, Andreas Koefoed, taget sig rigeligt med tid. Han har brugt årevis på optagelserne.

Der er også et enestående billedmateriale at tage af for instruktøren. Vi ser maleriet i mange forskellige stadier. Som da det står som et nyindkøbt skodværk. Da det er skrællet helt ind til de oprindelige og 500 år gamle penselsstrøg (og meget er gået tabt siden da). Og vi ser det færdige værk skabt af Dianne Modestini. Eller rettere restaureret af Dianne Modestini.

I den forbindelse er der så kunsthistorikere, der forkynder, at værket er 75 procent Modestini og 25 procent en-eller-anden maler i år 1500. Leonardo: Måske. Leonardos lærlinge: Måske. Eller en af lærlingenes lærlinge: Sandsynligvis.

Målt i penge ser det således ud: Leonardo: værdi i millardklassen. Leonardos lærlinge: værdi i millionklassen. Lærlingenes lærlinge: værdiløs eller billigt. Værket er trods alt ret gammelt.

Man sidder med åben mund og polypper og oplever dette. Det virker uvirkeligt, men det er den sandfærdige historie om et maleri og om uendelig grådighed. 

Det er også historien om, hvordan maleriet bliver til en ægte Leonardo, selv om ingen af eksperterne tør udtale det med sikkerhed. 

Ingen ved præcist, hvor værket er i dag. Dets skæbne efter salget hos Christies i 2017 er lidt usikker. Det var tæt på at blive udstillet på Louvre side om side med "Mona Lisa" i 2019. Men det skete ikke.

Se endelig denne film. Det er spændende og topunderholdene fra start til slut. For man kan jo ikke undgå at blive fascineret af så mange penge og så stor grådighed.

The lost Leonardo

  • Instruktion: Andreas Koefoed
  • 1 time og 35 minutter, ikke censureret
  • Danmarkspremiere 27. januar.
Arkiv