Toptunet underholdning

Film - ”The Ice Road”

Rigtige mænd tygger tandstikker, går i skovmandsskjorte og hører Johnny Cash, når de kører deres tonstunge lastbiler.

Ice roads - altså isvejene – ligger i det nordligste Canada, 400 kilometer lang, bygget over 64 frosne søer, og det er her monsterlastbiler bringer forsyninger til diamantminer som Katka. Nu sker der det, som ikke må ske, en metangaslomme i minen eksploderer.

Otte minearbejdere dør, og 26 bliver spærret inde med meget lidt ilt tilbage i minen. What to do? Ledelsen orienterer regeringen, og på allerhøjeste plan går jagten nu ind på at finde chauffører, der tør tage turen hen over de frosne søer her i april.

En tid på året, hvor kørslen er livsfarlig, fordi isen bliver skrøbelig under dagtimernes stærke sol.

Ind træder på scenen, irske Mike McCann (Liam Neeson), der lige er blevet fyret sammen med sin mindre begavende, men gudbenådede mekanikerbror Gurty (Marcus Thomas).

De ta’r jobbet, og afsted går det med lastbilfirmaejer Goldenrod (Laurence Fishburne) og en køn, men tvær læderjakkeklædt indianerpige Tantoo (Amber Midthunter). Ud på den faretruende, knagende is i hver sin lastbil – gul, rød og sort med 30 ton i form af boretårn med rør på ladet.

50 meter mellem hver truck, og hvis én går igennem, fortsætter de andre bare. Sådan er scenen tegnet op efter små 20 minutter, så nu er spørgsmålet – klarer den irske helt turen? Eller gør han ikke?

Det går resten af filmen så med at få afklaret. Indrømmet – det her er en film, der uforskammet voldbruger af næsten alle de klicheer, som ”Ene-mand-redder-nødstedte-og-slår-samtidig-en proper næve-film” bruger.

Og så tygger Mike i hovedrollen selvfølgelig tandstikker, går i skovmandsskjorte og hører Cash på bilradioen. Liam Neeson har i en alder af 69 år jo næsten gjort det til sit faste job at fylde den rolle ud. Så det gør han så. Ser bister ud, eller bekymret eller vred. Næsten lige så langt væk, som det er muligt at komme fra den Oscar-nominering, han fik i 1994 for sin præstation i ”Schindlers liste”.

Mon ikke han snart har fået sat nok ind på pensionsopsparingen, så vi kan se ham i en anden mere seriøs rolle?

Alligevel er der noget elementært fascinerende over denne film. Karaktererne er tegnet med få markante streger, nærmest hugget i is. De er enten gode eller onde. Alligevel vil den opmærksomme biografgænger ret hurtigt tænke, at alt er ikke, som det ser ud til at være.

Der er noget luskeri i gang. Både på overfladen hos minens ledelse og nede i minens mørke blandt de indespærrende. Mere siger vi ikke.

Her er sindssygt flotte naturbilleder af det tilfrosne landskab og det kæmpehul i jorden, som minen ligger i. Og så er der masser af mekanik og motorgejl undervejs, mens de tapre mænd og ditto indianerpige overvinder det ene problem efter der andet med smågeniale, praktiske løsninger.

Nylonstropper, stålwire og en enkelt revolver, så klarer man jo det meste.

Her er opfordrende heltemod på størrelse med de trykbølger under isen, der kan betyde døden for vort tapre undsættelseshold.

Det er et godt og intrigant manuskript, tempoet fejler heller ikke noget, og på den måde fremstår filmen skønt klichefyldt, som toptunet underholdning. Lidt som at spise en ordentlig gang brasekartofler med spejlæg på toppen.

Ganske mættende. Også selv om usandsynlighederne begynder at stå i kø til sidst i filmen.

Det er en film for lastbilchauffører og alle drengerøve i alderen 8 til 88 – jeg selv inkluderet – men måske ikke et oplagt valg for det såkaldte svage køn.

Dertil er det vist for stereotypt – selv om indianerpigen bestemt ikke er bange for hverken at slå på tæven eller trykke speederen i bund.

Filmen humper endeligt over målstregen på temmelig flade og nedslidte dæk, men indtil da er den ganske toptunet.