Skip to main content
TV-serie

De kriseramte tredivere

TV-SERIE: "Vores sidste sommer"

Vi møder Nicolai, der bærer en cykel op gennem opgangen, putter en blå ballon på styret i køkkenet og vækker sin barndomsven og roomie, Phillip.

Phillip fylder 31 år, og Nikolai vil forære ham en ny cykel i fødselsdagsgave - nok mest af alt for at slippe for, at Phillip hele tiden låner Nikolais rejsekort.

Nikolai suser på arbejde som sushikok på en restaurant inde i byen, og Phillip tager ned i kiosken, hvor han laver lidt småjobs for sin grandfætter.

Gutterne mødes senere på en bar for at fejre Phillips fødselsdag, og her møder de Agnes. Hun sidder alene med en øl og en pakke cigaretter, tilsyneladende brændt af.

De inviterer hende med til at spille billard, hvor især Phillip har et godt øje til hende.

Nikolai trækker sig og tager hjem til fordel for Phillips scorechancer, men ude foran bodegaen kigger han ind gennem ruden, hvor Agnes sidder og skyder ham med sin fingerpistol – og her bliver han tydeligvis ramt af Amors pil.

Et såkaldt trekantsdrama er under opsejling, da Agnes møder Nicolai i køkkenet morgenen efter og finder ud af, at de to unge mænd også bor sammen.

Der er en underspillet romantik i luften, da de to tager afsked, mens den intetanende Phillip stadig sover trygt.

”Vores sidste sommer” starter måske lidt sløvt, men den store cliffhanger er, hvad der mon sker mellem Agnes og Nikolai, mens hun egentligt ses med Phillip.

Men forventninger om et stort dramatisk udspil falder til jorden efter at have set de seks afsnit. For der skete vitterligt ingenting.

Ingen konflikter, intet trekantsdrama, ingen konsekvenser.

I stedet for skildrer serien tre unge mennesker, der forsøger at finde fodfæstet i en tid, hvor tyvernes ungdomsfest egentligt er ved at være slut, men hvor de etablerede tredivere heller ikke findes lige om hjørnet.

Phillip, der spilles af Aske Bang, arbejder for sin grandfætter ved at sælge små hælede Eiffeltårne på Strøget og får udbetalt sin løn gennem skrabelodder – en tilværelse, som mange andre ikke ville tage sig til takke med, men for Phillip er det fint nok at være en del af samfundets C-hold, og så har han jo Nikolai.

Aske Bang giver Phillip en uvidende og fjoget overflade, men der stikker noget under, og vi får et indtryk af, at der også gemmer sig en såret og svigtet dreng uden megen selvtillid.

Men alligevel får Phillip hevet Agnes i land, selvom kemien virker skæv fra start.

Agnes længselsfulde blik efter Nikolai giver hende en femme fatale-karakter, men senere i serien finder vi ud af, hvorfor hun sidder alene på barer og opsøger fyre under påskud af at være brændt af.

Sofie Torp er charmerende som Agnes, og hun virker egentlig som den karakter, der har mest at byde på i serien. Agnes er naturlig, har ben i næsen og er samtidigt fyldt med usikkerheder, der ikke er til at se med det første.

Desværre kommer den unge kvindes dilemmaer ikke frem før fjerde afsnit, og indtil da virker hun bare lettere forvirret og som en rigtig dårlig indflydelse på Nikolai og Phillips forhold – hvilket hun faktisk slet ikke er.

Nikolai, der spilles af Mathias Rahbæk, føler, at han skylder Phillip noget, og derfor passer han ekstra godt på sin barndomsven.

Især da de to venner skal stå for en fest i grandfætterens partybus i femte afsnit, hvor der bliver talt gevaldigt ned til dem.

Det er befriende, at Mathias Rahbæk endelig får lov at vise Nikolais sande jyske stålfasthed, der tydeligt siger fra, med at det jo ikke er raketvidenskab at sætte jackstik i en telefon og arrangere en fest.

Mathias Rahbæk har desværre ikke mange af disse øjeblikke, hvor replikkerne tillader at han træder i karakter, og mange af dialogerne er derimod flade og intetsigende smalltalks. 

”Vores sidste sommer” føles langtrukken, når seks afsnit af 20 minutter ikke fører til nogen som helst konflikt, og når vi ikke kommer nok ind under huden på de kriseramte, forvirrede unge mennesker. 

Skildringen af udgangen af de vilde tyvere og vejen ind i de etablerede tredivere er dog interessant at iagttage, og her trækker skuespillet gevaldigt op.

Men der leves desværre ikke helt op til seriens dramatiske titel gennem plot og replikker.

 

Foto: Tine Harden/DR

Tv-serie

  • "Vores sidste sommer"
  • Danmark, 2021
  • Serieskaber: Ville Gideon Sörman
  • Medvirkende: Aske Bang, Mathias Skov Rahbæk, Sofie Torp, Clara Christiansson
  • Seks afsnit af tyve minutter
  • Anmeldelse: Seks afsnit
  • Premiere: 29. oktober på DRTV
Arkiv