Dyster undergangsvision

Film - ”The End”

Afslutningen – altså the end. På en måde rummer det ene ord hele essensen af denne film.

Tænk nu hvis jorden var blevet ramt af en global, ødelæggende katastrofe. Så alle – eller næsten alle mennesker var blevet udryddet fra jordens overflade.

Filmen åbner nede i en underjordisk kæmpemæssig klippehule, måske en tidligere mine, hvor neonlys oplyser de kridthvide, udskårne vægge. Snart bliver vi inviteret indenfor i luksusbunkeren.

Møder den usikre, undskyldende voksne søn (George MacKay), mor (Tilda Swinton) og far (Michael Shannon).

Sønnen arbejder på en model af verden, som den så ud engang. Og som sikkert slet ikke eksisterer mere.

Den lille familie på tre har egen læge, butler og barnepige, der også kan lave søtunge og bouillabaisse. Mangler ingenting. Har egen svømmepøl og på væggene hænger uerstattelig kunst – eksempelvis Renoir.

Stemningen er anspændt. De småskændes, men lægger hurtigt låg på. Alle er utilpasse og klaustrofobiske angste.

Filmens åbningsscener fanger den stemning af usikkerhed og fortabthed, som familien er havnet i. 20 år efter katastrofen, og med et stort spørgsmål stående - altid dirrende.

Hvad er der egentlig sket med kloden, og hvad vil der ske med dem selv. Nu hvor de sidder isoleret under jorden i deres luksusbunker.

Så dukker der en ung kvinde (Moses Ingram) op. Hun kommer udefra, har oplevet sult og hvordan folk slog hinanden ihjel.

Hun slår store sprækker i den lille families, især sønnens selvforståelse. Han har aldrig været udenfor og er skråsikker overbevist om, at han ved, hvordan verden og alting hænger sammen.

Det har hans forældre og barnepigen jo forklaret ham. Det er også her, at filmen begynder at blive rigtig nervedirrende og levende. For én efter én må familiens medlemmer tage deres liv op til overvejelse.

De valg de traf, da de flygtede under jorden.

Svigt og fortielser, skyld og skam kommer for en dag.

Efterhånden som pigens spørgsmål og tilstedeværelse også giver næring til sønnens begyndende oprør mod forældrene og det verdensbillede, de har formet for ham.

Som nu krakelerer i mødet med pigen udefra.

Det er fornemt skuespil hele vejen rundt i denne dystre fremtidsvision. Tilda Swinton i denne luksusrobe efter den anden er bleg og perfekt, som dødens engel, hysterisk perfektionistisk, kontrollerende, manipulerende og undvigende.

Mens Michael Shannon er der olierige patriark, selvbevidst ledertype, men også forstående og en anelse i tvivl, om han nu også altid gjorde det rette. Sønnen er sat til at skrive hans erindringer – give historien et menneskeligt ansigt.

Georg MacKay former sin rolle som sønnen på en gang troskyldig og naiv og samtidig med stadigt større harmdirrende protest efterhånden som den virkelige historie om familiens fortid og flugt bliver afdækket. Det er stor skuespilkunst.

Herskerklassens selvforståelse, den rige velbjergerede families syn på verden, bliver afdækket og splitter den tilsyneladende harmoni i atomer. Da kærligheden bryder ind i luksusbunkeren. Idyllen sprækker, uanset alle de krampagtige forsøg på at holde fast i den.

Persongalleriets inderste hemmelige følelser bliver udløst i musicalsange, som egentlig føles ret overflødige. Men også sine steder giver direkte adgang til karakterernes indre traumer.

Skræmmende er det, men ikke så lidt af en øjenåbner, hvis du tænker på kloden og menneskehedens fremtid. Her i denne skæbnestund hvor en rigmand forklædt som præsident skalter og valter med verden på en måde, som får en elefant i en glasbutik til at ligne en graciøs balletdanserinde.