Skip to main content
tv-drama

Overbelagt og underbemandet

TV-DRAMA: "Dag & Nat" - Afsnit 1

Overbelagt og underbemandet. Det er vilkåret for den fødeafdeling, vi skal følge de kommende otte uger på TV 2 og TV 2 Play.

I spidsen står den ledende jordemor Ella, spillet af Sofie Graabøl. Hun lusen. Lusen mellem neglene. Hun vil gøre det så godt som muligt for sine medarbejdere, men presses oppefra af den ene spareøvelse efter den anden. Men enderne skal jo nå sammen.

Efter at have set første afsnit, virker det som om, alle scener foregår på fødegangen på sygehuset med små afstikkere til andre afdelinger. Men ellers er det de samme kulisser, der går igen. Efter første afsnit kan det også se ud til, at alt er lavet i et studie. Der er ingen udendørs-scener - de er også noget dyrere at lave.

Så ja: Det virker lidt discount-agtigt.

I første afsnit følger vi nogle fødende kvinder og deres tilhørende mænd. Vi følger personalet. Det virker ikke til, at der vil være nogen fortløbende handling, der udvikler sig fra afsnit til afsnit. Alt kan stå alene.

Så handler dette blot om at følge diverse fødende kvinder og opleve deres lykke og deres bekymringer. Meget tyder på det. Og jo: Der skal da nok komme en slags udvikling i personerne undervejs. Er vi heldige, dukker der en intrige op. Men første afsnit er og bliver renskuret overflade. Hygiejnen er i top, intrigen er i bund.

Ella er en god kvinde og leder, der tænker pragmatisk for at få enderne til at hænge sammen. Hun sukker, når hun kan se nye kunder på vej nede på parkeringspladsen. For hun ved, at folkene er presset til det yderste. Men hun har også en faglig stolthed, der gør, at hun bare aldrig vil give op.

Selv om vi næppe kommer til at følge et løbende plot, så er der lagt tråde ud til de kommende afsnit. Vi ved, at der er en jordemor, der er en smule dommirende i forhold til at få sine fødende kvinder til at fravælge smertelindring. Vi ved, at der sker lidt bolleri i linnedrummet. Vi ved, at der er ansatte, der er ekstra gode til omsorg. Og det lader til, at de fødsler, vi skal opleve, ikke alle er uden komplikationer.

Men bliver det spændende at følge? Tjah, jeg er måske ikke helt overbevist efter at have set første afsnit. Der kan nemlig hurtig gå tomgang deri, så det ene afsnit ligner det andet. Men jeg ved det ikke, og naturligvis skal serien have sin chance.

Den bliver jo sendt på hovedkanalen for dansk tv-dramatik i øjeblikket - TV 2 - nu da DR nærmest har opgivet kampen og kun serveret én større, 100 procent dansksproget serie de seneste halvandet år.

Okay: Der er mange rigtigt fine små-serier på DR 3, men DR's flagskib virker kuldsejlet i øjeblikket.

"Dag & nat" er fornuftigt skuespillet, uden at det virker overvældende. Øvrige medvirkende er blandt andre Marijana Jakovic, Sara Hjort Ditlevsen, Mette Horn, Charlotte Munck med flere. Historien er ren underholdning. Scenografien er billig og fornuftig. Og der er antydninger af humor. Som for eksempel lægen, der siger, at han kun kommunikerer med sine børn gennem Mobilpay. Eller bemærkningen efter endt samleje i linneddepotet:

- Der er ingen dyr, der er kommet til skade. Det er ikke dårligt for klimaet. Og ingen af os har en partner, vi bedrager.

Det er da en kæk bemærkning at afslutte en samleje med.

Faktisk er der mange, gode replikker, og man fornemmer klart, at Kim Fupz Aakeson har været medskriver på teksten sammen med Lone Scherfig. Men et par gode oneliners gør det ikke alene, for dette er på igen måde tænkt som en komedie. Det er et dagligdags drama.

Selv om jeg er lidt lunke, så vil jeg ikke afvise, at det rent faktisk bliver bedre, når flere karakterer præsenteres, og når der kommer kant og intrige. Lad os nu se...

Dag & nat

  • Hovedforfatter: Lone Scherfig
  • Episodeforfatter: Kim Fupz Aakeson
  • Konceptuerende instruktør: Søren Balle
  • 8 afsnit a 40 minutter
  • TV 2 Play fra søndag 22. maj og TV 2 fra søndag 29. maj
Arkiv