Gys i parforholdet

Film - ”Superposition”

Sådan en film har du helt sikkert ikke set før. Hvor gys og gru bliver blandet med ganske realistiske, hverdagsagtige parforholdsproblemer.

Og så er den ovenikøbet dansk. Lavet af den spillefilms-debuterende instruktør Karoline Lyngbye. Hende bør man holde øje med. Men til handlingen:

Den Forfatterskole-uddannede Stine (Marie Bach Hansen) har trukket stikket ud af det hektiske, kreative københavner-miljø og vil i et år prøve at bo i den svenske natur. Helt isoleret fra omverden. Langt væk fra Vesterbro.

Sammen med sin radiovært og podcast-producerende Teit (Mikkel Boe Følsgaard) og deres lille søn Nemo (Mihlo Olsen). Hun håber på at få tid til at få sin debutroman skrevet færdig, mens han vil dokumentere, hvordan det går med både dem og ikke mindst deres parforhold i en podcast-serie med den besnærende arbejdstitel, ”Paradis”.

De drømmer om ro til at tænke og skrive, ro til at finde hinanden, ro til at leve – og selvfølgelig mere enkelt og klimapolitisk korrekt.

Både Marie Bach Hansen og Mikkel Bo Fønsgaard er bedre end glimrende som dette blaserte, forkælede, intellektuelle Københavner-par, der hurtigt i de interne diskussioner om, hvor ærlig podcasten nu skal være, snart afslører, at ikke alt er godt i parforholdet.

De rammer dem ganske præcist på kornet, selv om du ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, når Marie Bach Hansen som Stine kalder deres luksuriøst indrettede hus for et shelter. Men de er begge to også overbevisende, da trygheden omkring dem begynder at sprække uforklarligt

Mens de prøver at få gang i henholdsvis skriveri, redaktionel klipning af ”ærlig” podcast tilføjet lidt ubehjælpsomt garnfiskeri, begynder naturen omkring dem nemlig at virke mere faretruende end godt er. Selvfølgelig understøttet af strygernes dystert, uhyggelige intonation.

Det irriterer også Stine voldsomt, at der tilsyneladende bor et par ovre på den anden side af søen – så lever hytten jo ikke op til det lovede. En dag Stine er i skoven med Nemo, ser hun en fremmede kvinde, råber hende an og prøver at få kontakt.

Det lykkes ikke, men da hun opgivende vender sig om, er Nemo forsvundet … Og nu begynder den langsomt opbyggede uhygge ganske effektivt at tage over. Hvem er de fremmede, og hvad kan de ikke finde på at gøre? Og hvorfor skriger Nemo utilpas og utilnærmelig?

Det er et elegant filmet og et smukt opbygget familiedrama. Om utroskab og tilgivelse, modstridende forventninger til hinanden, blandet op med uvirkelig gys og gru. Manuskriptet er både millimeter-præcist og skarpt i sin undersøgelse af parforholdet. Skænderierne, fortielserne og den daglige laden som om, at vi to har det da godt.

Gyset og dramaet leger med ideen om paralleluniverser, men bruger netop ideen til at vende tingene på hovedet i Stine og Teits forhold. Hvad nu hvis jeg gjorde så'n og så'n, fik sagt noget af det, som jeg ikke tør sige og fortrænger, men hele tiden tænker på?

Hvis følelser er de mest ægte? Hvorfor forstår han eller hun ikke hinanden? Hvorfor forstår ingen og allermindst ham mine forventninger?

Det er en vild og anderledes spændende film. Hvis du skal se den, og det tror jeg, at du skal, skal du ikke se den for gysets skyld. Men hvordan den åbner op for – ganske overraskende -en terapeutisk undersøgelse af parforholdets indbyggede struktur.

Om selvoptagethed og tilgivelse i parforholdet i et mystisk uvirkeligt univers.