At finde kernen i livet

FILM - ”Kolibrien”

En stor og farverig film. Klog i sin unikke blanding af tankevækkende alvor med plads til humørfyldte og temperamentsfulde øjeblikke.

Lægen Marco Carrera (Pierfrancesco Favino) er gift med Marina (Kasia Smutiak), og sammen har de datteren Adele. Hvad hun ikke ved i begyndelsen af deres forhold er, at han altid har været håbløst forelsket i sin teenageungdoms Luisia (Elisa Fossali/spillet af Bérénice Bejo i voksenrollen).

En dag bliver Marco i sin konsultation opsøgt af Marinas psykolog Daniel Carradori (Nanni Moretti), der beder ham svare ærligt på et par spørgsmål.

Lægens hustru Marina mistænker ham for i årevis at have elsket en anden, nemlig Luisia. Og det kan den gode læge jo ikke benægte, selv om der har været tale om kysk utroskab, uden sex.

Disse få linjer blot for at give læseren og den kommende biografgænger lidt at holde fast i.

For filmen klipper hele tiden mellem før og nu, og det som ligger ind i mellem, mens vi følger ikke alene Marco og Luisia dengang, men også deres to familier, som boede side om side om sommeren. I det smukke toscanske landskab.

Så det her er ikke bare én eller den traditionelle historie om utroskab, men strækker sig over flere årtier, mens vi følger persongalleriets liv, glæder og sorger, alt imens Marco kæmper for at finde ind til kernen af, hvad han egentlig stiller op med sit liv.

Det er en film, der ikke er nærig med sidehistorier og optrin, mens den på en gang varm og vittig tager intelligent livtag med kærlighed, død og livets alvor.

Og samtidig giver plads til lavkomik og filosofi. Skildrer nære personlige forhold og hvordan vi mennesker nu alle sammen på hver vores måde stræber efter livslykken.

Det er formidabelt filmet, både i landskabsbilleder, close up, men også med små sigende detaljer, som varskoer, hvad der venter forude. Det er med at følge med, for der bliver ikke givet ved dørene, når der lynhurtigt bliver skiftet fra Marco som dreng, til han som voksen flyver til Paris for i al hemmelighed at møde sin elskede Lucia.

I rollen som Marco er Pierfrancesco Favino fremragende. Han magter hele følelesregisteret i sin skildring af den ”stillestående” hædersmand, der beskuer og forstår verden, men heller aldrig rigtig går på banen. Og i stedet hellere tilsidesætter sine egne behov. Altid fornuftig og besindig, ganske ”helgenagtig”, indtil …

Over for ham giver Kasia Smutiak den så fuldt gas, som den uligevægtige, Balkan-temperamentsfulde hustru. Men også Nanni Moretti er vidunderlig som livsklog psykolog, der prikker hul i de betændte ægteskabsproblemer.

Men der bliver spillet godt hele vejen rundt, mens dette komplekse familiedrama får lov til at folde sig ud. Med overraskelser, betroelser, svig og det modsatte.

Alle filmens roller er komplekst instrueret og spillet. Alle har deres egen frygt og angst at kæmpe med, men også forhåbninger til livet. På den måde er filmen båret af en fortrolig intim og sårbar stemning.

Scenerne med Favino som voksen overfor børneskuespillerne, hans egen datter Adele og barnebarnet Mira, er gribende i deres særlige skrøbelige balance, når den voksne prøver at hjælpe, når mørke tanker truer barnet.

Det er en stor film. Om Marcos kamp for at finde ind til en mening med livet og dermed også få ro i sit eget liv. En film du ikke må gå glip af sin udforskning af livets store temaer, liv og død, kærlighed, sorg og tab. Og gør det med elegant sensitivitet og menneskelig varme.