En lærestreg i høflighed

FILM: "Speak No Evil"

Den danske film ”Speak No Evil” er en ny film af Christian Tafdrup. Instruktøren som også står bag ”En Frygtelig Kvinde” har som mål at skabe Danmarks mest ubehagelige film.

At filmen er ubehagelig, er der ingen tvivl om. Men samtidig er den også utroligt underholdende og så fængslende, at det er svært at tage øjnene af lærredet, selvom man måske har lyst.

Skærmen er sort. Men den knirkende lyd af hjul som kører hen over ujævnt terræn, fylder salen. Snart kommer en lavt oplyst vej til syne. Kun bilens forlygter afslører lidt af det mørke landskab. Salen fyldes med høj dyster musik. 

Det får mig til at knibe øjnene sammen fordi jeg, måske af vane, forventer der springer et eller andet frem foran bilen i klassisk gyser stil.

Jeg slipper heldigvis, for nu.

Filmen er nemlig ikke baseret på at give den ene forskrækkelse efter den anden. Men nærmere at gøre en så ukomfortabel, at man vrider sig i biografsædet.

Vi følger det danske par Bjørn (Morten Burian) og Louise (Sidsel Siem Koch), som er på ferie i Italien med deres datter Agnes (Liva Forsberg). På ferien møder de det hollandske par Patrick (Fedja Van Huêt) og Karin (Karina Smulders). Med sig har de deres søn Abel (Marius Damslev). De forklarer, at han har en sygdom som medfører, at han har svært ved at tale.

Efter ferien modtager Bjørn og Louise et postkort fra deres ferievenner. De er blevet inviteret til at bruge en weekend ved parret i Holland. De debatterer om de skal tage afsted, men som en af deres venner siger: 

- Hvad er det værste der kan ske?

Parret ankommer til Holland, og i starten virker alt selvfølgelig til at være godt. Men efterhånden som weekenden skrider frem, opstår der flere ukomfortable situationer. Nok til at parret, især Louise, ikke føler sig helt komfortable. Men som de fleste af os ville gøre, så holder parret sig til at være høflige og børste det af sig.

Filmen gør et fænomenalt arbejde med at sørge for, at man aldrig føler sig helt tilpas. Der er lange scener, hvor der ikke bliver klippet en eneste gang. De gjorde mig flere gange så ukomfortabel, at jeg fik lyst til at krumme hele kroppen sammen. 

Flere gange fik jeg lyst til at råbe til parret: 

- Tag nu hjem! 

I filmen møder vi ikke actionhelte eller store heroiske handlinger. Tværtimod føles det som om vi på skærmen ser ganske normale mennesker. Hvor choktilstand dominerer mere end heltemod. 

Det gør filmen både usandsynligt frustrerende og uhyggelig realistisk. Den holder en usikkerhed hele vejen igennem. Man er i tvivl om, hvor den egentlige ondskab befinder sig. Jeg var meget usikker på hvem eller hvad jeg skulle være bange for på parrets vegne.

Der bliver ikke brugt store filmiske virkemidler eller special effects for at gøre stemningen ubehagelig. De fire hovedpersoner gør alle et fænomenalt job med at vise både socialt akavet og skræmmende situationer. Det, kombineret med et overvældende og meget passende lydspor, er nok til at sætte en bestemt følelse på filmen.

Med et overraskende twist hen mod slutningen af filmen, sad jeg selv gispende i mit sæde, da jeg indså den hemmelighed filmen holdte på. Samtidig med at være  ubehagelig, uhyggelig og virkelig underholdende, stiller den også gode spørgsmål til de regler, der er i vores sociale samvær med andre mennesker.