Ukuelige kvinder

”Søstrene Gusmãos usynlige liv”

- Hvad fik du egentlig?

- En dreng.

- Hvor er han heldig.

Vi er et stykke inde i dette brasilianske drama om undertrykt kvindeliv i 50’erne, da Guida (Julia Stockler) selvudskrevet fra fødeklinikken møder naboen Filou (Bárbara Santos), da ovenstående ordveksling finder sted i Rios slum.

Den gengiver præcist og uden flæberi den virkelighed, som Guida og hendes lillesøster Eurídice (Carol Duarte) er vokset op i. Med en patriarkalsk far, Manuel, - læs tyran – der smed Guida ud, da hun vendte hjem gravid efter at være stukket af med en græsk sømand.

Og efterlod lillesøster Eurídice tilbage. Sammen med det klaver, som hun igen og igen flygter væk ved. Spillende det samme skæbnetunge, passionerede og smukke stykke, som hun håber, vil få hende ind på konservatoriet i Wien.

Men så bliver hun gift. Men hun får aldrig at vide, at Guida er vendt tilbage til Rio de Janeiro. At far har smidt Guida ud efter hånligt at have proppet et bundt pengesedler ned i hendes brystudskæring - en tøjte, stinkende af sømand, med et uægte barn.

Det er kvindeliv tæt på, med pinefulde fødsler og overgreb fra stupide mænd, men også en besyngelse af kærligheden og livet og forsøget på at blive lykkelig i det.

For de to kvinder, Guida og Eurídice, forsøger på hver deres måde at finde en vej til at realisere sig selv, som hele mennesker. Og ikke blot som mor, gratis rengøring og madlavning plus lydigt sexobjekt.

Og de gør det vel og mærke i et samfund, hvor der er nul forståelse for den slags forskruede ideer.

Som da pianisten Eurídice består optagelsesprøven. "Vil du leve af at spille? Fordi du så glemmer og forsvinder? Fra mig - din mand og din datter? Skal jeg så tage tørklædet på, droppe mit postkontorjob og rende rundt og vande blomster herhjemme?"

Det er en stærk historie, som ikke alene tegner et fornemt, detaljeret portræt af de to søstre og deres kamp for at leve – i stedet for blot at overleve på det mandschauvinistiske samfunds præmisser.

Samtidig skildrer filmen autentisk og farverigt datiden Rio. Med barer, hvor der danses inciterende samba med smøg i mund, nedringet barm og en hjælpende hånd til den hårde banan i buksen. Men også hverdagen i slummen hvor Filou passer de uønskede børn, så deres enlige mødre kan arbejde.

Nøgtern beskrivelse af hvor barskt det var at være kvinde dengang. Som da Eurídice skal giftes og tissende og rygende sidder på toilettet, inden hun skal danse brudevals, og veninden Zelia spørger: - Har du nogensinde set en mand nøgen?

Rysten på hovedet. Så kommer rådet – ”luk øjnene og tænk på noget andet” og bryllupsnattens fuldbyrdelse bliver præcist sådan en gang kaotisk, fortvivlet rod.

Det er højdramatisk, sine steder fuldblodet latinoskuespil, men det er også en film, der vinder ved sin nøgterne, ærlige tone – her bliver intet skjult eller puttet under bordet, når filmens kvinder taler sammen i close-up optagelser.

Mens mændene – de latterlige, små mænd, som min afdøde veninde Lise fra Skagen plejede at kalde os – gerne gemmer sig væk bag halve sandheder og hele løgne.

De to søstre bliver spillet autentiske, stærke og smukke af Julia Stockler og Carol Duarte. Det er ikke skuespillere, vi kender herhjemme, og det gør sikkert sit til at forstærke indtrykket af ægte liv og passion.

Ukuelige kvinder i stærk film om søsterkærlighed.