Gadebørn i Teheran

Film - ”Solens børn”

152 millioner. Så mange børnearbejdere findes der på vor klode.

Hjemløse børn eller børn, som må arbejde for hjælpe med til at forsørge deres familie. Udsatte for overgreb, nemme ofre for de voksnes udnyttelse. Og for det meste ude af mediernes søgelys.

Det tal er ikke så ringe at have tikkende i baghovedet, hvis du går ind og ser den her film.

Den er optaget på gaden i Teheran, ganske dokumentarisk i både skuespil og kameraføring, og i filmen møder vi Ali (Rouhollah Zamani), der leder en lille drengebande på tre.

I åbningsscenen er de i gang med at blokke parkerede biler op, så de kan hugge dækkene. En vagt overrasker dem, og det er lige ved at gå galt, men de undslipper.

Så godt går det ikke for Ali næste gang. Han får problemer, og snart sidder han overfor den dueelskende lokale mafiaboss, der ville have Alis drengebande til at hjælpe med at finde en skjult skat.

For at få fingrene i den bliver de nødt til at melde sig ind i ”Solens skole”, en gadebørnsskole, drevet af frivillige og sponsoreret af private velgørere. Nede i skolens kælder fører et gammelt kloakrør hen til skatten, fortæller den kriminelle dueelsker.

Og så går de fire i al hemmelighed i gang med at grave.

Jagten på skatten og graveriet fungerer som indbygget spændingsmotor i filmen, men det er ikke det, som gør den interessant.

Det er dagligdagen i Teheran, hele skildringen af et nedslidt, fattigt land, hvor alle kæmper for at overleve. Hvor hensynsløst og råt livet kan være her, hvor der er mangel på alt.

Og hvor børnene nemt bliver ofre, når de voksne enten svigter eller selv har måttet give op.

I den bærende hovedrolle spiller Rouhollah Zamani drengebandeleder. Desperat, fræk, voldelig og parat til næsten alt for at overleve. Overladt til sig selv, med sin mor spærret inde på en psykiatrisk afdeling.

Men i det hele taget er børneskuespillet i særklasse godt. De to afghanske flygtningebørn – og det er de også i virkeligheden – Zahra (Shamila Shirzad) og Abolfazl (Abolfazl Shirzad) er i klemme som ringeagtede flygtning i Iran.

Zahras protest falder harmdirrende, da hun finder ud af, hvad Ali er i gang med at lokke hendes lillebror med til. Ved han ikke, at de som afghanere risikerer at blive smidt ud, hvis kloakrørskuppet bliver afsløret?

Skildringen af børnenes dagligdag er nærværende realisme, som kryber ind under huden på én. Sliddet med at skære nye mønstre i nedslidte dæk, truslen om hele tiden at blive taget af politiet, eller at ens narkomanfar pludselig dukker op og vil have én til at arbejde for en fremmede …

Det hele er skildret i øjenhøjde, og det er så du næsten kan lugte snavset fra gaden, det smuldrende murpuds fra de nedslidte bygninger og oliestanken fra bilværkstedet – lugten af fattigdom og opgivelse.

Men drengene og deres lærere opgiver ikke. Sådan som vi får at se i en stærk symbolsk scene, hvor gadebørnene erobrer deres egen skole tilbage fra udlejeren, der vil lukke den.

Undervejs forvandler jagten på skatten sig også umærkeligt til et håb, om at andre muligheder og nye døre kan åbne sig for gadebørnene. Hjulpet af den idealistiske lærer, hr Rafie (Babak Lotfi)

Den matematikkloge Abolfazl eller fodboldvirtuosen Reza – er der måske en fremtid for dem?

Det er en væsentlig film, der giver dig – biografgængeren – mulighed for at lære en helt anden, ganske fremmede og brutal verden at kende. Iran knuget af handelsblokader, varemangel og religiøs samfundskontrol. Og samtidig må du beundre og forundres over den viljestyrke, hvormed børn kæmper for at få en bedre fremtid.

Det er bevægende at se, hvordan børn ikke bare giver op, men kæmper for det, som alt for mange voksne på en måde har opgivet – et godt liv med respekt for andre.

Også selv om de er gadebørn, upåagtede og foragtede, på bunden af samfundet.

Vil du have et nyhedsbrev? Så tilmeld dig på: brev@kulturen.nu

For god ordens skyld: Der kommer kun ét nyhedsbrev om ugen. Ingen spam herfra.