Skip to main content
Film

Den umulige storebror

Film - ”Sønnike”

Helt ærligt? Hvad er det for en slags storebror, som ikke møder op til sin egen lillebrors konfirmation?

Han hedder Lasse (Morten Agerholm) og er sådan en vildbasse af en ung mand. Han lever sammen med sin bedste ven Skuret (Ari Alexander) i et autoværksted, hvor de har et mandehørmende fællesskab med bajere og sorte penge for at fikse nedslidte øser.Sønikke c.jpg

Lillebroder Vincent, med det blå hår, (Bertram Bisgaard) har ikke den store kontakt til den langt ældre Lasse, men det ændrer sig, da forældrene Karen (Sarah Boberg) og Torben (Kristian Halken) uventet dør i en busulykke.

Hvem skal nu tage sig af den mindreårige Vincent?

Pilen peger jo unægteligt på Lasse, og lidt modvilligt flytter han hen i sine forældres hjem for at tage sig af lillebror.

Men Lasse bærer også på en hemmelighed. En hemmelighed, der nager og piner ham, og gør det svært for ham. Også i forhold til lillebror.Sønikke a.jpg

Du skal ikke mange scener ind i filmen, før vi får afsløret hemmeligheden. På en måde er det lidt en skam og ødelægger lidt filmen. Men altså – det går alligevel.

På sidelinjen finder vi i en birolle også den velmenende præst Lisbeth i form af Trine Pallesen, men det er den spirende nærhed mellem ”brødrene” som bærer filmen

For den debuterende instruktør Jesper Quistgaard rammer en fin tone i sin skildring af det groende venskab og fortroligheden mellem de to ”brødre”.Sønnike e.jpg

Optaget på Fyn med bølgende marker, Albani-pils og shots, mens Lasse prøver at få sat lidt mere fut i den følsomme Vincent.

Der må stå model til rigtig meget plat, plat mandebraller om pik og patter, mens Lasse kredser omkring ham og ikke kan få hul på at få fortalt ham sandheden.

Den kommer så til sidst, og mens vi venter på den, kan vi så nyde både godt og dækkende skuespil fra de to hovedrolleindehavere.Sønnike d.jpg

Storebroder i form af Morten Agerholm er på en gang ikke så lidt af en knudemand, men samtidig også en handlingens mand, impulsiv og direkte, og til fulde klar over, at han egentlig har svigtet i forhold til Vincent.

Men nu så gerne vil gøre det godt igen.

På samme måde gør Bertram Bisgaard, det også glimrende som den følsomme teenager. Plaget og usikker, men også moden til at lære sin ”vildt mærkelige” Lasse bedre at kende.

Kameraføringen har ikke noget imod at gå tæt på, så vi oplever både undertrykte tårer og skælvende underlæbe.

Sorgbehandling med en undertone af skjulte hemmeligheder og forsoning er vel kernen i filmens bærende budskab.Sønikke b.jpg

Samt at inde bag al den mandige overfladiske brallersnak kan der også ligge omsorg.

Vi har at gøre med god solid dansk hverdagsrealisme. Om tilgivelse, om at sige undskyld og ved at sige sandheden måske også komme videre med sit liv.

Det er sine steder måske lige vel højstemt og følelsesladet, men det bærer faktisk ganske overbevisende igennem. Så på bundlinjen er det blot at konstatere, at ”Sønnike” bestemt er en film, som fortjener at blive set.

FILM

  • ”Sønnike”
  • Danmark, 2025
  • Instruktør: Jesper Quistgaard
  • En time, 47 minutter
  • Tilladt fra 11 år
  • Danmarkspremiere, torsdag 5. juni, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.

.

.