Skip to main content
badehotellet

(Næsten) alle problemer løst

TV-DRAMA: "Badehotellet" - sæson 9

Så sidder man her og tænker: Var sæson 9 i grunden ikke den hidtil bedste? Har "Badehotellet" ikke ændret sig fra ren tomgangshygge til, at der også er substans i løjerne?

Det synes i hvert fald jeg. Og det vel at mærke uden at det går ud over seriens særlige kendetegn: Hyggen.

Allerede fra første afsnit var det tydeligt: Der blev ridset nogle scenarier op, som vi jo har hørt om gennem mange år. Men lige her blev det skildret og sandsynliggjort på fornem vis.

Jeg tænker naturligvis på begreber som værnemagere, frihedskæmpere og de sidste dages hellige (ligeledes frihedskæmpere, men kun i nogle få dage op til tyskernes kapitulation).

I løbet af fem afsnit bliver dilemmaerne så kridtet op. Og i allersidste afsnit, som foregår i løbet af de to sidste feriedage dengang i 1945, bliver næsten alle problemer løst.

Okay: Vi har et hængeparti: Amandas elskede tyske officer, Uwe, er nok kommet til Danmark. Ikke for at hygge sig i favnen hos Amanda og med den lille kære Frida på sit knæ. Men i en flygtningelejr.

Når man tænker på danskernes flygtningelejre i 1945, så er steder som Udrejsecenter Kærshovedgård i dagens Danmark nærmest et feriecenter til sammenligning. Danskerne har nok generelt til alle tider været specialister på at få flygtninge til at føle sig så velkomne, at de kigger efter nærmest dør ud herfra.

Men mon ikke den søde Uwe er tilbage for fuld skrue i næste sæson?

I løbet af de sidste to dages ferie bliver næsten alle andre problemer løst, og seriens to store skurke får deres bekomst: Den nazistiske redaktør bliver afsløret: Det var ham, der sendte grev Ditmar i KZ-lejr. Det kan en moders hjerte slet ikke bære. Især ikke når vi opdager, at han gjorde det for for alvor at få fingrene i godset.

Så er der den slibrige vekselerer Molin. En ting er, at han har været anløben altid. Nu oplever vi også, at han har plastret kysten til i bunkere, bygget for tyskerne. Men formuen ryger sikkert med pengeombytningen.

- Jeg gør ned og drukner mig, erklærede han over for Alma. Lad os nu se...

Der er også ting, der giver anledning til undren: Hvorfor er Morten så afvisende over for Amanda, da hun tigger for at få Uwe sat på fri fod? De har dog kendt hinanden i over 15 år på dette tidspunkt.

Endelig er jeg begejstret for, at der vækkes en lille erotisk lyst hos Otilia, som er stærkt tiltrukket af den noget ældre herr Aurland. Det er da sødt.

"Badehotellet" har været ren hygge, nostalgi og genkendelse i denne sæson - præcis som det plejer. Sandheder er kommet for dagen - både de belejlige og de ubelejlige. Historiske kendsgerninger har fået en renæssance. Og alle figurerne har levet op til vores ønsker om, hvordan de skal være. Men mange af dem har alligevel fået et lille twist, en lille opvågning af noget indre skønhed. Ikke blot hos Otilia. Men tag også bare den lille komiske figur Edith. Hun har vist sig at have en virkelig fin radar hvad angår kærlighed og sværmeri. Hun ser ting, andre ikke kan se.

Og så er der jo Molly. Det store humanistiske, holistiske menneske. Hende der ser lige ind i folks inderste. Hende der gennemskuer alt. Hendes hvis klarsyn altid er i topklasse, samtidig med, at hendes empati helt ufejlbarligt omfatter alle, der trænger dertil.

Jo - Bodil Jørgensen gør fylde i sin rolle. Amalie Dollerup er fremdeles fin som Amanda. Ja hun er næsten endnu bedre, nu da hun for alvor har noget stort at kæmpe for. Jens Jacob Tychsens Weyse-figur har jeg altid været begejstret for, og jeg er også begejstret for, at han har sunget lidt mindre i år. Jeg kan bestemt også godt lide Jens Jørn Spottag og hans liderlige sagfører-skikkelse. Han tilfører noget tiltrængt frivolitet og seksuel frihed til dette cirkus.

Til gengæld får søstrene Lydia og Olga lov at spille lidt for langt ud på lagkage-komikkens overdrev. Der kunne man godt holde lidt tilbage.

Alt i alt har det været et befriende gensyn med vores kære badegæster her i befrielsessommeren. Så lad mig slutte af med at konstatere: Vi vil gerne have mere. Det får vi også. Men først i 2024. Da kommer den 10. og ubestridt allersidste sæson. Den foregår i 1946, og det bliver med i alt otte afsnit. Så bliver serien stedt til hvile. Det er sikkert også godt.

Badehotellet - sæson 9

Forfattere: Hanna Lundblad og Stig Thorsboe

Instruktør: Fabian Wullenweber

TV 2 mandag aften og på TV 2 Play

Arkiv