Nazisten og sjælesørgeren

Film - ”Quislings sidste dage”

Landsforræder af første klasse, ministerpræsident i det nazistisk besatte Norge, Vidkun Quisling og hans egen selvforståelse er i fokus i denne norske film.

Vi møder ham i filmens åbningsscenen, hvor Quisling (Gard B. Eidsvold) for åben radiotransmissions-mikrofon meddeler, at Hitler er faldet i Berlin. I kamp mod den bolsjevistiske undertrykkelse af Europa.

Men Quisling har ikke tænkt sig at opgive kampen på norsk grund. Sådan går det så ikke. Snart fejer maj-befrielsens befriende eufori nemlig gennem Oslos gader.

Selvom Hr. Qusling mener, at han har en særaftale med politichefen om privat indkvartering i en lejlighed på Holme Kollen, befinder han sig snart i en nøgen, grøn snavset celle bevogtet af bevæbnede modstandsfolk.

Norges biskop, som Quisling i parentes bemærket vil have dræbt, da han selv sad ved magtens ror, indkalder den unge præst Peder Olsen (Anders Danielsen Lie) til en fortrolig samtale.

Biskoppen vil gerne have Olsen til at være sjælesørger for den fængslede nazist. Få denne til at angre og på den måde også få tilgivelse for sine ugerninger.

Men sjælesørgerens forsøg på at åbne Quislings sind for Guds ord falder i første omgang på stengrund. For Quisling kender udmærket fortællingen om farisæren og tolderen, Lukas, kapitel 18, vers 9 -14.

Og han angrer ikke. For der er ikke noget at angre. Alt hvad han har gjort, har han gjort for at redde Norge og det norske folk fra en langt værre skæbne end den tyske besættelse.

Kammerspillet mellem de to, præst og fængslet topnazist, udgør så sammen med skildringen af den efterfølgende retssag kernen i denne film.

Det handler om tro, og det handler om viden. De handler om at ville undgå det værste for sit folk og derfor være villig til at indgå politiske studehandler.

At underskrive dødsdomme. At tro på den nazistiske topledelse, når de fortalte, at internerede jøder såmænd blot endte i ganske uskyldige arbejdslejre i Polen.

De to hovedroller bliver spillet overbevisende og dækkende. Gard B. Eidsvold er stejl og selvsikker i sin tro og afvisning af anklagen for landsforræderi. Tilmed kan hans skuespil i pressede og ophidsede øjeblikke minde om det store forbillede – virkelighedens Hitler.

Anders Danielsen Lie er på samme måde, ydmyg og venligt lyttende, og fatter så småt sympati for den karismatiske Quislings logik. Ikke alt er jo sort-hvidt. Forklarer han sin kone Heidi (Lisa Loven Kongsli), der rent ud mener, at Quisling såmænd bare skal skydes.

Men en barsk øjenåbner – en vidneafhøring i retten -  ændrer radikalt og afgørende på præstens holdning til landsforræderen.

Det er en lang og detaljeret film. Resultatet af omfattende research og unikt kildemateriale. Blandt en af de vigtigste kilder er de dagbogsnotater, som virkelighedens præst Peder Olsen førte i sin tid som Quislings fortrolige.

Selve skildringen af de mange overgreb og uhyrligheder, som Quisling var med til at godkende under den fem år lange besættelse, fungerer som nøgne og ubestrideligt ubehagelige understregninger af, at Quisling på nærmest ufattelig vis har formået at narre sig selv til at tro, at han gjorde det bedste han kunne for sit folk.

Eller vidste han det godt?

Det er også flot film, hvor der ikke er sparet på noget.

Fornemt filmet og lyssat i kammerspillet mellem de to hovedroller, men også med plads til scener, hvor Oslo danner kulisse anno 1945 med biler og tidstypisk beklædning.

Stengun og seler var tidens mode blandt unge mænd dengang.

Det er en grundig undersøgelse af Quislings bevæggrunde og selvforståelse, og efterhånden som filmen skrider frem også pakket ind i kristen teologi. Om skyld og tilgivelse.

Filmen tager sig god tid, rigtig god tid, til at folde sin historie ud, men har sikkert også som mål at virke og fungere som grundig og undersøgende øjenåbner – især vel for vort nordiske broderfolk.

En film, der bølger frem og tilbage i kamp mellem præst og landsforræder, mens den endevender sandhed og tro, løgn og tvivl.