Skip to main content
Film

Fordrukken drejebogsforfatter

"Mank”

1940. Den talentfulde, britiske teaterinstruktør Orson Welles, 24 år, har tegnet kontrakt med Hollywood og har fået fri hænder til at lave hvad som helst, bare folk vil se det.

Til at realisere dette umulige projekt har han hyret den dybt alkoholiserede drejebogsforfatter Herman Mankiewicz (Gary Oldham), som i filmens åbning bliver indkvarteret med brækket ben ude på en øde ørkenranch sammen med tysk sygeplejerske og britisk sekretær Rita Alexander (Lily Collins).

Mank

Han har 90 dage til at skrive et vidundermanuskript, og når han det, får han lov til at åbne den kiste med sprut, som Orson har sendt med vagtholdet af sundhedsapostle. Men Mank – Mankiewicz bliver sjældent kaldt andet – mener nu nok, at han kan gøre det på 60 dage.

Dreven skribent, som han jo er i Hollywood, ansat i den store drømmefabrik, hvor han er vant til at sælge sit vid, sin viden og sine ord for ganske fyrstelig aflønning. Der gør det muligt at finansiere den spillegæld og det drikkeri, som hans elskede hustru Sara (Tuppence Middleton) har båret over med i årevis.

Gary Oldman spiller rollen vommeflæsket, fordrukken og usoigneret, men hele tiden barberbladsskarp i veloplagte, sarkastiske bemærkninger. Han er ærlig på den der farlige måde, som hofnarren ved kongens hof – hans frisprog bliver tolereret, fordi han er morsom præcis midt i al forløjetheden og rapkæftet med vidunderlige one-liners.

Man

Her er kongemagten bare repræsenteret af filmmoguler som Louis B. Mayer og William Hearst, for hvem film handler om at berige sig selv, mens Mank vil andet og mere – faktisk gerne fortælle en rigtig historie.

Og det er den, han skriver på nu. Om en magtliderlig avismagnat, der aldrig blev elsket som dreng og nu higer og søger efter ægte kærlighed. Præcis lige som i en af filmhistoriens bedste film – ”Citizen Kane”, Orson Wells mesterværk.

Filmen er optaget i sort-hvid bredformat, smukt er det, men billedsiden giver samtidig associationer til Hollywoods storhedstid i 30’erne. Det skader ikke, hvis du har styr på amerikansk filmhistorie for filmen her myldrer med ”virkelige” personer – men gjort større, grummere og skønnere, end de sikkert var i virkeligheden.

Mank

Mens Mank kæmper for at skrive det bedste, han nogensinde har gjort, får vi via flashback kigget på den rådne pengemagt, som i sidste ende bestemmer, hvad der skal skrives, hvad filmen skal handle om, og hvem der skal spille rollerne.

Mank og vi tilskuere lærer også noget om, hvordan man ved hjælp af filmrevyer kan spænde ben for  politikere, som man ikke vil have som guvernør i datidens Californien. Den socialistiske forfatter Upton Sinclair stillede op i 1934, men tabte. Bl.a. på grund af filmindustriens metoder, der lignede Hitlers propagandaminister Goebbels.

Instruktør David Finch genskaber Hollywood-industrien for os, dens glamour, dens kyniske iskulde og midt i det hele den fordrukne, svækkede Mank - fænomenalt spillet af Gary Oldman.

Det er en rablende historie om en mand, en skrivende enmandshær, hvis ærlighed bliver tålt, fordi Mank midt i al den forskruede, forløjede uvirkelighed repræsenterer klarsynet. Og det kan selv filmindustriens konger have brug for - intelligent og skarptseende fornuft.

Men det er ikke Oldman alene, der gør det fremragende. Amanda Seyfried i rollen som filmstjernen Marion Davies, holdt elskerinde af den magtfulde Hearts, er sødmefyldt naturlig og Brooklyn-ærlig, mens Lilly Collins behændigt forvandler sig fra sippet, fordømmende sekretær til forstående manuskriptforløser. Selv om det betyder åbning af ganske mange forbudte flasker.

Mank

Det er en film, som kan minde om ”Citizen Kane” i sit billede af både 30’erne, datidens amerikanske samfund og Hollywood selv. Den sort-hvide billedside er med til at understøtte illusionen af, at vi faktisk er til stede både dengang og inde i en film, der handler om at lave film.

Det er vittigt, skarpt og indsigtsfuld – stor filmkunst simpelthen. Fuld hus herfra!

  • ”Mank”
  • USA, 2020
  • Instruktør: David Fincher.
  • To timer, 11 minutter.
  • Frarådes under 7 år.
  • Danmarkspremiere, Netflix-film, men kan ses i udvalgte biografer, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.