I skolegården

FILM: "Playground"

Jeg ved ikke, hvorfor den franske titel "Un monde" (en verden) skal oversættes til engelsk for at møde et dansk publikum. Oversæt dog til dansk i stedet. Det er bedre, om vi gør som grækerne, som kalder filmen Στην αυλή του σχολείου.

Det er nemlig dejligt præcist. Det betyder i skolegården. Og det er det, denne film handler om. Med playground kommer man til også at tænke på en legeplads. Et positivt ord. Det er det overhovedet ikke. Dette er en film om skolegården.

Det er skolegården som det mest skræmmende sted på jorden. Især når man som filmens hovedperson, Nora, er 7 år. Skolegården er nemlig en jungle. De stærkeste bestemmer. De svageste skal ofre sig. De skal mobbes. De skal have tæsk. De skal ydmyges.

Sådan lyder jungleloven, der hersker lige her.

Vi følger Nora og hendes storebror Abel. Vi møder Nora på hendes første skoledag. Abel forsøger at beskytte hende. Det har han ikke held til, så han bliver kastet for løverne. Han får tæsk. Han får hovedet dyppet i lokummet. Han smides i affaldscontainere. Det er modbydeligt at se.

Nora beklager sig. Først til far, som involverer skolen, og det gør kun alting værre. Hun siger det også til sin klasselærer, der svarer, at skolen ville gøre noget ved det, hvis blot de vidste, hvad de skulle gøre.

Den besked er det mest hjerteskærende i denne film.

Jeg tror og håber, at danske skoler har bedre styr på mobning. Men under alle omstændigheder bør denne film bruges i undervisningen af kommende lærere, fordi den så fornemt viser, hvad der sker, når man intet gør.

Yderligere er filmen stærk, fordi alt vises i øjenhøjde på en 7-årig pige. Nora er i billedet konstant. De voksne ser vi kun som halve figurer. Meget af mobberiet ser vi ikke, vi hører det.

I det hele taget er filmens lydside genial: Når Nora bevæger sig ud i skolegården, bliver kakofonien af børnestemmer kraftigere og kraftigere. Lydniveauet er truende højt, når vi hører børnene lege i junglen/skolegården.

Selv om filmen kun er på 72 minutter, så er den sine steder for lang. Der er 5-10 scener, der foregår til svømmeundervisning. Og det har intet - som i absolut intet - med filmens øvrige handlingsspor at gør. Det er lidt træls, fordi de mange klip fra svømmehallen lover os, at der kommer til at ske noget lige der. Det udebliver.

Maya Wanderbeque spiller den 7-årige pige, som vi altså konstant ser på filmlærredet. Men hun gør det fremragende, forknyt, fortvivlet og alligevel - efterhånden - også som et handlende menneske. Alle andre roller er mikroskopiske biroller. Det er fornemt, at en så lille pige kan bære en hel film.