Sypigen og englemagersken

Film - ”Pigen med nålen”

Det er en barsk historie om kvindeafmagt og undertrykkelse tilsat skræk-elementer, der ikke ødelægger filmens gennemgående realistiske, dystre tone.

Filmet i sort-hvid. Et forkuet og fattigt univers med snørestøvler, krinoline, kakkelovn og vaskefad med koldt vand til morgentoilette.

Syersken Karoline (Vic Carmen Sonne) befinder sig på bunden af dette kuldslåede samfund og har svært ved at få pengene til at slå til.

Hendes ægtemand Peter (Besir Zeciri) er forsvundet i krigens morderiske kaos, og snart bliver hun smidt ud af sin lejlighed.

Fabriksdirektøren Jørgen Kitzler (Joachim Fjelstrup) kan ikke hjælpe hende med enkestøtte, men tilbyder ”en skulder at støtte sig til”. Det ender så ret hurtigt med et stående knald i en sidegade.

Det kan jo lyde som en forsimplet udgave af en socialistisk folkevise om den fattige pige, hvis dyd bliver taget af en ond kapitalist. Men filmen her kan noget andet og mere bevægende end blot at skildre klassesamfundet, som det så ud omkring 1. Verdenskrig.

Det får galt for Karoline. Hun bliver gravid og drømmen om at stige til vejrs i samfundet og blive direktørfru får hurtigt ende, da hun møder sin direktørs skrækkelige moderuhyre, spillet af en kuldslået, undertrykkende Benedikte Hansen.

Karoline ”helt-alene-i-verden” må selv finde ud af det, og under et forsøg på en strikkepindsabort på kvindernes badeanstalt møder hun Dagmar (Trine Dyrholm).

Hun vil gerne hjælpe. Mod betaling. Med at skaffe Karolines barn nye forældre, doktor- eller sagfører-familier, som ikke selv kan få børn og som vil give barnet et nyt, bedre liv.

Se, historien her bygger delvist på den danske barnemorderske, Dagmar Overby, der i 1921 blev dømt for mord på otte spædbørn. Dem havde hun adopteret mod betaling fra  fortrinsvis enlige mødre.

Men filmen har et langt større og mere nutidigt perspektiv. Det er en underklassepige, som ganske magtesløs kommer i klemme i datidens hierakiske klassesystem. Her er ingen hjælp at finde.

Det er den en af de barske lærestreger, som filmen her fuldkommen overbevisende fremstiller.

Lovlig abort er en umulighed. Ganske som det er i nutidens Polen, hvor filmen parentetisk i øvrigt er optaget. Og ligesom det er i mange af USA’s stater.

Det tvinger Karoline ned i den hemmelige og lyssky underverden, hvor Dagmar i form af Trine Dyrholm fremstår som frelsende, men også skræmmende engel. Englemagerske er hun jo, når hun tager livet af de små nyfødte og lader beviserne i form af deres kroppe brænde i kakkelovnen eller dumper dem i lokummet et sted.

Filmens historie er enkelt og ligefremt fortalt, i smukt lyssatte og samtidigt uheldssvangre sort-hvide billeder.

Nærbilleder helt tæt på ansigtsmimik. Afløst af kamerature rundt i snævre gader med faldefærdige huse, hvor Dracula snildt kunne stå omkring næste gadehjørne parat til at sætte tænderne i dig.

Replikkerne er enkle og hverdagsagtige, men går lige til sagen – uden omsvøb.

Det er et helt andet og et ganske anderledes filmsprog end den joviale realisme som eksempelvis nu afdøde Erik Clausen benyttede sig af. Det er både græsk tragedie og lærestykke a la Bertolt Brecht i ét formfuldendt greb. Strengt fremadskridende og ubønhørligt i sin logik.

Bevægende og dystert.

Skuespillet er fra den allerøverste hylde. Vic Carmen Sonne som Karoline skildrer både sin figurs fortvivlede og oprørsk modige kamp for at få et liv samtidig med, at hun forvandler sig selv til leddeløs kludedukke, da hun næsten bliver knægtet.

Ikke alene af de fortvivlende sociale og umenneskelige forhold, men også af Dagmar. Spillet både splittet og uendelig stærk af Trine Dyrholm, der i rollen både er tillidsvækkende og udadtil respektabel. Men også plaget af sin egen samvittighed.

Forkvaklet holder hun fast i, at hun gør noget godt og ”samfundsnyttigt” ved at hjælpe mødrene.

For det er ikke kun kvinderne , som slipper af med en uønsket byrde, et barn, hun hjælper men også de fædre og det samfund, der ikke magter at gøre noget for de uønskede.

Og det er endnu en kvalitet ved filmen, at den skildrer den ”sære” alliance mellem Karoline og Dagmar. Hvordan den fortabte enlige mor får hjælp af den morderiske Dagmar.

Inden også det forhold går i stykker, og jagten på sandheden banker på døren og vil ind og se, hvad der er foregået i Dagmars mørke lejlighed.

Ikke nogen behagelig film, men én, der gør uafrysteligt indtryk.