Skip to main content
film

Set mange gange før

FILM: "Tag min hånd"

Læge eller lærer. Maja eller Rita. Det kan være lidt svært at se forskel på Mille Dinesen i de to roller. Måske skyldes det, at instruktøren er den samme: Lars Kaalund. Ja vi snakker om filmen "Tag min hånd" og tv-serien "Rita" - og for den sags skyld også tv-serien "Hjørdis".

Måske er denne films Maja lidt mindre impulsiv og lidt mindre fanden-i-voldsk end Rita. Men der er sandelig mange træk, der går igen i begge figurer.

Lige her handler det om et par, der skal skilles efter 20 års ægteskab. Manden har fundet en anden.

Den historie er ikke videre original. Den er set mindst 1000 gange før. Det er alt sammen også ganske hyggeligt at se på, blandt andet fordi Mille Dinesen er god til at fylde rollen ud som den forsmåede kvinde, hvis mand først fjamser rundt blandt masser af kvinder, indtil han finder den rette. Synes han.

Og så skal hans nye model lige have en ordentlig én på lampen med en vits, der hører til i forrige århundrede: Hun er vegetar. Jamen fy føj. Og har manden egentlig ikke lidt godt af det?

Med til den historie er naturligvis også, at manden på et eller andet tidspunkt tigger om at blive taget til nåde igen. Det er en del af klicheen.

Han er nok blevet træt af vegetar-hotdogs.

"Tag min hånd" føjer intet til de 999 andre film, der ligner denne. Om det så er dialogerne, så har man gættet dem længe før de kommer ud af munden på skuespillerne. Denne film er med andre ord opskriften på en kliche: Vi gør som alle de andre.

Rigtigt farligt bliver det aldrig. Romantisk komedie kaldes det. Rigtigt romantisk bliver det heller aldrig. Og morsom: Slet ikke - selv om Mille Dinesen får placeret nogle få gode onliners undervejs, lige som Mia Lyhne også får rammet den kvindelige seksualitet fint ind, når hun underviser Maja i brugen af Tinder.

Der er faktisk ikke ret meget mere at sige. Måske skal de lige nævnes, at Ulrich Thomsen er virkeligt ringe i denne rolle. Thomsen kan noget med at spille brovtende - der er han god. Men når han i denne film græder, da han forkynder, at han vil skilles, så er det lige så overbevisende, som når man ser krokodillerne i zoo fælde en tåre.

I den modsatte ende finder vi Troels Kortegaard Ullerup, der spiller den 25-årige Andreas, som Maja får en affære med. Han er ganske charmerende, og jeg tror også, at mange kvinder vil kaste sultne blikke efter ham. Hans rollefag i årene fremover bliver at spille smuk ung mand. Det har han alle forudsætninger for. Men lad os lige gentage: Mille Dinesen er faktisk god i rollen som den sårbare, forladte kvinde, der skal til at realisere sig selv.

Jeg vil umiddelbart gætte på, at om to dage har jeg glemt, at jeg nogensinde har set "Tag min hånd". Når jeg giver tre stjerner, skyldes det, at Dinesen leverer varen og at Ullerup leverer charmen. Og det er da uskyldig underholdning, så længe det står på.

Tag min hånd

  • Instruktion: Lars Kaalund
  • 1 time og 47 minutter, frarådes under 11 år
  • Danmarkspremiere 27. januar
Arkiv