Instruktørens store kærlighed

 Film - ”Peter von Kant”

En ganske teatralsk fransk genindspilning og nytolkning af den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinders ”Petra von Kants bitre tårer”.

Her er fokus bare flyttet, så filmen udover at være en skildring af altopslugende fortærende kærlighed – nu bare blandt mænd - samtidig også i biografisk stil fortæller om Fassbinders liv, hans maniske arbejdstempo med over 40 film på kun 13 år.

Samtidig med at han brændte sit lys i begge ender med en flammekaster i et heftigt forbrug af stoffer, alkohol og skiftende kærlighedsforhold. Fassbinder døde i 1982, kun 37 år gammel af en overdosis af sovepiller og kokain.

I filmen møder vi filminstruktøren Peter von Kant (Denis Ménochet), en tidlig morgen i sin atelierlejlighed. Hans assistent Karl vækker ham, og det varer ikke mange minutter, før vi får et ganske nærgående indtryk af den store succesrige instruktør.

Selvglad, selvtilfreds og selvsikker hundser han med Karl, hele tiden optaget af sit eget, sin kunstneriske skaben, der lige så meget handler om hele tiden at være på jagt efter følelser, mennesker, ansigter og historier, som han bruge i sin filmskaben.

Han bliver spillet ganske formidabelt af franske Denis Ménochet, som en muskuløs bøffel, på en gang kynisk og samtidig sentimental, når han oplever noget ægte, som han kan suge livet ud af – og bruge til at skabe kunst.

En af hans favorit-skuespillerinder Sidone (Isabelle Adjani) kommer på morgenvisit netop hjemvendt fra Hollywood og indleder en overfladisk, forstilt samtale om kærlighedskvaler, mens de deler en bane kokain eller to.

Så slår lynet pludselig ned. For Sidone bliver hentet af sit nye drengelegetøj, Amir (Khalil Ben Gharbia), afrokrushåret og i tjekket læderjakke, og inden han er ude af døren, har filminstruktør Kant, koket og indladende, sørget for, at Amir møder op dagen efter til en prøveoptagelse.

Castingen bliver indledt med champagne og skaldyr, og her opstår en ganske magisk stund – en film i filmen, da instruktøren får den unge Amir til at fortælle sin livshistorie. Rigtig godt skuespil!

De to indleder et forhold, et ganske umage et, og med en indboende ulighed mellem den ældre, succesrige instruktør og den unge, smukke skuespiller, som han vil gøre til stjerne.

Det er film, som handler både om kærlighed, men også om magtforholdet i et forhold. Hvor det at elske, bliver forstået ganske anderledes af den unge Amir. Omkring de to kredser så Peters gamle mor, Mutti, spillet af Hanne Schugulla, en af Fassbinders egne favoritskuespillere,og datteren Gabriele (Aminthe Audiard).

Filmen har i lange stræk præg af at være en lang ordrablende monolog, fornemt spillet og gennemført af Ménochet, som hensynsløst udnytter skuespillere, alt og alle omkring sig.

Hundser og misbruger sin altid tavse assistent Karl, indtil nemesis rammer ham uventet og stærkt. Da magtforholdet i hans eget kærlighedsforhold tipper, og han som den svage må finde og affinde sig med, at den anden ikke vil ejes på den måde, han har forestillet sig.

Det handler både om altopslugende kærlighed, men det handler også at blive ydmyget og ganske fortabt at måtte indse, at den, du elsker så højt og inderligt, her højst kan kvittere med et – ”jeg kan godt lide dig”

Samtidig handler det også om at være parat til at ofre alt for at skabe kunst, Både medmenneskelighed og omsorg. Ménochet gør det godt, men det er som al den personlige klage og ve, hans umådelige jalousi og mistænksomhed, til sidst bliver for langtrukken og en kende postuleret.

Så filmen mest ender som en slags fanhyldest til Fassbinder, men appellerer selvfølgelig også til, at vi skal fatte sympati for den hensynsløse filminstruktør tvunget tiggende på knæ for at få kærlighed.

Men det bliver i sidste ende en ganske teatralsk og udvendig film.