Sært rolig og foruroligende

Film - ”Perfect Days”

Læg mærke til filmtitlens flertalsform. Perfekte dage og altså ikke bare en enkelt, som du kan være heldig at opleve, når alting går op i en højere enhed.

Ganske som afdøde rockmusiker Lou Reed synger om i ”Perfect Day”. I øvrigt en af de mange klassiske rocksange, som filmen her er fyldt med.

Og det er måske det filmens tavse japanske hovedperson, toiletmanden Hirayama (Kôji Yakusho) stræber efter i sin monotont gentagne hverdag.

Hvor hver eneste dag på overfladen synes at ligne den foregående, men som netop derfor bliver til perfekte dage.

Stå tidligt op. Lige se, hvor langt jeg kom i den bog, jeg faldt i søvn til i går. Rulle sovemadrassen sammen.

Klippe overskæg, barbere sig, børste tænder. På med kedeldragten med logoet The Tokyo Toilet.

Trække kaffe i automaten uden for hjemmet. Ind i bilen. Sætte dagens kassettebånd på – f. eks. ”House of the Rising Sun”.

Fremme ved dagens første offentlige toilet – små arkitektoniske vidundere i storbyen – er det bare at kaste sig ufortrødent over rengøringsarbejdet. Omhyggeligt nærmest pertentligt går Hirayama til opgaven, mens hans assistent Takashi både kan gnubbe uinteresseret på toiletkummen og samtidigt tjekke mobiltelefonen.

Kôji Yakusho spiller rollen som Hirayama, tavs og sært tilfreds med sin tilværelse. Han siger næsten aldrig noget. Og alligevel formår Kôji Yakusho blot med mimik, øjne og sine sjældne smil, der bryder igennem som solstråler gennem mørke skyer, fuldstændigt overbevisende at portrættere denne nøjsomme, pligtopfyldende mand.

Toiletgæsterne ænser ham ikke, når de stærkt trængende masser sig ind for at lette sig ,og han må haste udenfor. Men han virker lykkelig og tilfreds på sin helt egen måde.

Lytter til sine gamle bånd med Patti Smith, Velvet Underground, Van Morrison, Otis Redding, The Kinks og Nina Simone.

Eller fordyber sig i gode bøger. Faulkner og japanske poeter. Hirayama har god smag. Ikke bare i musik, men også hvad angår den omhyggelige pasning af hans samling af bonzai-træer.

Filmen giver sig god tid til minutiøst og samtidigt forunderligt magisk at skildre toiletmandens særegne liv. Rutinerne. Men også det mirakuløse gemt i tilværelsens hverdag. Glæden over de små ting. Som når lyset bryder gennem løvhænget over hans hoved, og han tager endnu et billede af det samme med sit lille Olympus-kamera

Med sin egen nærmest autistisk perfekte og gentagne livsstil har Hirayama fundet harmoni, fred og sindsro. Altid åben, nysgerrig og sjældent fordømmende, uden at have paraderne oppe, ser han på verden omkring sig.

- Næste gang er næste gang. Nu er nu, lærer han sin søsterdatter Noki.

På den måde siger han nej til vor moderne tech-gigant-tidsalders febrilske søgen efter nye sensationer. Han holder sig til det analoge frem for det digitale. Bånd og bøger. Takker nej til den støjende forvirring som de (a)sociale medier tilbyder os.

Han søger fred og afklaret ro i sin iagttagelse af naturen omkring sig. Og forventer intet af menneskerne omkring ham. Men hjælper dem, så godt han kan, hvis det bliver nødvendigt.

For verden trænger sig også på. En dag dukker søsterens datter Noki op. Hun er stukket af hjemmefra og vil gerne bo hos sin onkel.

Og hvordan er det lige med Mama henne på Hirayama’s faste søndagsbar – er hun forelsket i ham, eller er han forelsket i hende?

Langsomt får vi antydet og afdækket en fortid, sikkert ikke uden smerte og savn, der har ført til, at Hirayama lever, som han gør i dag.

Eller lurer der alligevel et andet liv og en anden fremtid for ham, som slutscenen antyder.

Hvor han siddende bag bilrattet  lytter til, hvordan Nina Simone giver ”Feelin’ Good” for fuld skrue, mens hans ansigtsudtryk skifter mellem glæde og tristhed, på en gang tårevædet og samtidig inderlig glad.

Det er en sært rolig og sært foruroligende film, der vel i sin kerne faktisk foreslår, at vi skulle tage og leve vores liv helt anderledes.

Tage sig tid til at suge livets rigdom til os – sådan som filmen gør i sin zen-agtige beskrivelse af den ydmyge toiletmand.