Livsnydende falskneri

FILM - ”Pasforfalskeren”

Åh, nej … Ikke endnu en film om nazisternes ugerninger i Tyskland, tænker du måske.

Men ”Pasforfalskeren” gør noget andet. Skildrer undertrykkelsens dæmoniske ubønhørlighed indefra.

Pasforfalskeren Cioma (Louis Hofmann) bor helt alene i en stor herskabslejlighed i Berlin, 1942. Forældrene er blevet ”sendt østpå”, og derfor tilbyder Cioma selvfølgelig sin skrædderven Kassriel (Jonathan Berlin), at han kan flytte ind.

De er begge jøder, som lever på nådsens brød i naziregimet. Kassriel syr tøj til damerne på markedet og får til gengæld mad. Cioma arbejder på dispensation på et metalværksted, da han bliver tilbudt et interessant illegalt job.

Herr Kaufmann (Marc Limpach) hjælper jødiske borgere med falske id-kort og nu får Cioma brug for alt hvad han har lært da han stod i lære som grafiker. Gode falsknerier er som små kunstværker.

Men Kaufmann advarer ham også – ”hvis Gestapo ringer på, vil jeg eftertrykkeligt opfordre dem til at hænge dem” – og overrækker ham et slips. Cioma gør i gang med sin falsknerier og bliver bedre og bedre til det, som filmen skrider frem.

Louis Hofmann spiller ganske overbevisende rollen som en ung, livsglad mand. Ikke så lidt af en livsnyder, som hele tiden finder udveje, så han kan få brugt nogle af de mange rationeringsmærker, forfalskningerne indbringer på restaurantbesøg, vin og selvfølgelig kvinder.

Og møder en ung kvinde Gerda (Luna Wedler), som han indleder et forhold til, mens hendes forlovede er ved fronten. Sådan siger hun selv, men tror vi på hende?

Det er film som svinger i sin grundtone mellem den brutale og gennem organiserede undertrykkelse og så den unge mands optimistiske og ukuelige livsappetit.

Når systemets mand kommer på besøg og nøje registrerer alt i lejligheden og omhyggeligt forsegler værelserne ved at klistre dørene til med det Tredje Riges stempel. Sat op imod de unge mænds uimodståelige dametække, når de går på danserestaurant iført ”lånte” søofficer uniformer.

Der bliver spillet godt omkring vor hovedkarakter Ciamo – ikke mindst den strenge portnerske Frau Peters (Nina Gummich), som insisterer på ”ordnung muss sein” for enhver pris, men også selv sørger for at få sin del af rovet, da lejlighedens inventar bliver solgt. Beregnende, partitro og samtidig gal på de grådige nazistiske pampere

Undertrykkelsen, kulden og manglen på mad og ikke mindst menneskelig varme, tvinger alle til først og fremmest at tænke på sig selv. At overleve for enhver pris. At tage en maske på og lade som om.

Og alt har en pris. Det være sig sex, mad eller vennetjenester. På den måde viser filmen også, hvorledes et totalitært system på ganske djævelsk vis med gennemført detaljeret kontrol og forskelsbehandling kan umenneskeliggøre forholdet mellem mennesker.

Det er også en film, der efterlader dig med en underlig mavefornemmelse. For den livsnydende unge mand kæmpe ikke bare for sit liv. Han kæmper lige så meget for at nå og få så meget nydelse, han nu kan, inden det måske er for sent.

Samtidig med at du ikke kan lade være med at tænke på – tænker han aldrig på sin families skæbne? Havde naziregimet virkelig så meget kontrol, at ingen kendte til udryddelseslejrene?

Det er en desperat og sorgmunter film om en ung mands dødsensfarlige balancegang i forsøget på at overleve. En kende for langtrukken og sine steder for biografiks detaljeret, men ganske præcis i sin skildring af undertrykkelsens anatomi – set indefra.