Brutal bulldozer-magt

Dokumentar - ”No Other Land”

Vestbredden, de ulovlige israelske bosættelser, overgreb, vold og skyderi.

Du har læst om det, hørt om det og set det i tv igen og igen.

Men aldrig været så ubehageligt tæt på, som i denne dokumentar skabt af en palæstinensisk aktivist, Basal, og en israelsk journalist, Yuval. De medvirker begge to i filmen og er samtidig instruktører.

Basal har nærmest været aktivist, siden han kunne stavre rundt.

Stærkt inspireret af sin far, og han bruger stort set al sin tid på at dokumentere, hvordan det israelske militær bliver brugt som spydspids, når ulovlige bosættelse rykker ind, efter at bulldozerne har revet den palæstinensiske landsbys huse ned.

Det går ud over 20 små landsbyer samlet i bjergene på Vestbredden i fællesskabet, Masafer Yatta.

Ved en tilfældighed efter endnu en brutal rydning møder de to unge mænd hinanden. Yaval er arabisk talende og har dækket situationen både indefra og udefra på Vestbredden. Han bliver mødt med en vis skepsis af Basals familie og venner – sådan en ”menneskerettigheders-israeler” – kan man nu stole på ham?

Snart følger vi de to unge mænds anstrengelser, mens de igen og igen med filmkamera, ord og artikler dokumenterer, hvordan den israelske stat gør alt, hvad den kan for at fordrive palæstinenserne fra deres jord.

Bønder, der faktisk har papir på, at de ejer den jord, som nu efter en årelang retssag i 2019 bliver forvandlet til militært træningsområde.

Lige så snart et hus er blevet jævnet med jorden, går palæstinenserne i gang med at genopbygge det i ly af mørket. For forlader de først deres land, mister de også retten til det.

Forvent ikke noget filmisk mesterværk, når du går ind og ser filmen. Det her er benhård dokumentarisk film. Håndholdt kamera, flimrende og rystede billeder, hvor vi kommer rigtig tæt på overgrebenes virkelighed samtidig med, at vi lærer landsbyfælleskabet at kende.

Håbløst, håbløst kan det virke ind imellem at blive ved med at kæmpe, men igen og igen ”rejser” de undertrykte sig og begynder forfra.

- Det er jo foregået i årtier, som Basal belærer sin jævnaldrende israelske journalistkammerat.

Mens Yuval kan køre hjem uden problemer i sin bil med israelske gule nummerplader - ja, så er Basal stavnsbundet og kan ikke forlade Vestbredden på sine grønne.

Men det er faktisk også et af lyspunkterne i denne film. Portrættet af de unge mænd, som bliver venner og lærer hinanden at kende gennem deres fælles kamp.

Mod brutal bulldozer-magt.

Det er film, som giver konflikten et menneskeligt ansigt, og midt i alle de umenneskelige overgreb er det gribende at se, hvorledes disse fattige mennesker igen og igen prøver at rejse sig mod overmagten.

- Hvad vil du gøre, hvis soldaterne river dit hjem ned, bliver en palæstinensisk mor spurgt i filmen. Hvorefter hun slår ud med armene og i fortvivlelse udbryder:

- Jeg har ikke et andet land. 

Men hvis du reagerer på israelske bosættelser og overgreb, risikerer du at blive kaldt antisemitist. Sådan som også den israelske journalist Yuval Abraham blev det, da dokumentaren i februar vandt Sølvbjørnen på Berlinalen.

Det er misbrug af ordet antisemitisme. Antisemitisme er i sig selv forfærdelig og afskysvækkende. men det har intet at gøre med retfærdig vrede og protest mod, at ens eget land bliver taget fra én på brutal vis. 

Det er også en ganske besk pointe, at beskrivelsen af den gennemførte apartheid og systematiske undertrykkelse er optaget før, krigen brød ud. Inden terrorangrebet fra Hamas 7. oktober 2023.

Den her film er båret af et håb, et ganske spinkelt håb, men dog et håb om at det er muligt i fællesskab at finde en løsning og fred. Også for konflikten i Gaza.