Hjerteskærende drama bliver alt for langt

FILM: "Når det bliver morgen"

Et japansk middelklassepar fra Tokyo henvender sig til en nonprofitorganisation, drevet af den hellige fru Asami (Miyoko Asada), som matcher par, der ikke kan få børn, med mødre, der enten ikke ønsker at opfostre eller ikke kan tage vare på deres biologiske børn.

Med de overtalende ord: "Her finder forældre ikke kun deres børn, men her finder børn deres forældre," lader parret sig overbevise, om at adoption er den perfekte løsning, og snart bliver lille Asato (Reo Sato) en del af familien Kurihara.

Seks år efter bliver den lille families lykke truet, da Asatos biologiske mor dukker op og kræver sit barn tilbage.

”Når det bliver morgen” udvikler sig til at blive et moralsk drama, hvor Asato bliver midtpunkt for en etisk adoptionskonflikt med to mødre.

Filmen, der er udtaget som det japanske Oscar-bidrag i 2021, er en rørende og følelsesmæssig dramatisering af de moderlige følelser, der er forbundet adoption set fra begge sider.

Ung og gravid

Filmen springer frem og tilbage i tid på en skøn uforstyrrede måde, og vi starter med at følge Satoko og Kiyokazu Kuriharas (Arata Iura) historie, hvor vi allerede tidligt ved, at den unge mor, Hikari, vil dukke op.

Efterfølgende hopper vi tilbage, til før Asato blev født, og her følger vi Hikari - en glad 14-årig pige, der bliver kærester med sin klassekammerat Takumi (Taketo Tanaka).

En mystisk skovscene, hvor det unge par forsøger at fange sollyset i kameralinsen, og en efterfølgende fuldbyrdelse af ​​deres kærlighed bliver skildret smukt og uskyldigt – og uden varsel om det efterfølgende mareridt.

Da Hikari bliver gravid, sender hendes skamfulde familie den unge skolepige bort, så hun kan føde sit barn i al hemmelighed og bortadoptere.

Hun ender på fru Asamis hjem for ugifte mødre, der ligger på en paradis-ø ud for Hiroshimas kyst, og her gennemfører hun de sidste måneder af sin graviditet i selskab med andre unge gravide piger.

Aju Makita, der spiller Hikari, er fantastisk i rollen som en naiv skolepige, der bliver sendt til øen som teenager, og som udvikler sig i takt med sin graviditet.

Den 14-årige Hikari bliver voksen på ganske kort tid, og hun fremstår som en sand heltinde med dybde, når hun reflekterer stumt over livet, mens hun stirrer ud over havet.

Scener, som vi så i første del af filmen fra Kuriharas side, bliver gengivet i Hikaris fortælling, og øjeblikket, hvor teenagepigen står med bøjet hoved og giver sit barn bort til de nye forældre, fremkalder nye følelsesladet perspektiver på den samlede historie.

Med tårer i øjnene og med et brev i hånden til babyen, står den 14-årige pige foran parret, mens hendes forældre kryber sammen af skam i baggrunden.

Denne foruroligende scene er en af ​​filmens fineste, hvor historien skifter til at handle om den unge mor, Hikari, og de omstændigheder, der har tvunget hende til at opgive sit barn.

Smukke optagelser

Instruktør Naomi Kawase, der er firedobbelte Cannes-vinder, har tidligere stået bag ”Månen over kirsebærtræerne” og ”Mod solnedgangen”.

Hendes baggrund både som fotograf og i sit arbejde i dokumentargenren skinner igennem, for ”Når det bliver morgen” er en visuel begavet udført med især håndholdt, betagende nærbilleder.

Billedsiden er fantastisk smukt at overvære, og filmens forskellige grundtoner afspejles især i fortællende naturoptagelser.

Når stemningen er let og lykkelig ser vi en smuk, dejlig japansk forårsdag på lærredet, og når den bliver trykket og fortvivlet, afspejles det i billeder af f.eks. grå, dunkel natur med tåge.

De karakteristiske japanske kirsebærtræer bliver symbol på sorgløshed, og flere gange svæver de lyserøde blomster smukt hen over billedet, både når vi følger adoptivmoderen Satoko Kurihara, (Hiromi Nagasaku) og den biologiske mor Hikari Katakura (Aju Makita).

Akilleshælen bliver begyndelsen

Den mindst interessante del af det lange drama på to timer og 20 minutter bliver den første time, hvor vi ser problemerne med Satoko og Kiyokazu Kurihara.

Parrets dilemma med Kiyokazus sædkvalitet, en mislykket fertilitets-behandling og en efterfølgende meget lang Tv-reklame for Baby Baton, adoptionsbureauet, trækker fortællingen i langdrag, og det bliver en ganske sløv start.

Den første time bliver filmens akilleshæl, og den tunge start bliver først løftet, da filmen viser sit sande omdrejningspunkt omkring adoption, og når vi kort efter følger den afkaldsgivende mor, Hikari.

Ikke desto mindre er ”Når det bliver morgen” visuel smuk, og måden, hvorpå filmen skildrer de to forskellige hovedkarakterer, Satoko og Hikari, fungerer ganske godt med springene frem og tilbage i en sikker og bevist rytme.