Lamaen og demokratiet

FILM -”Munken og geværet”

Bhutan, 2006. Kongen har abdiceret og samtidigt erklæret, at der skal indføres demokrati i riget. Altså valg.

Men hvordan gør man nu lige det, når befolkningen aldrig har prøvet det før. Og hvor et stort flertal ikke kender deres fødselsdag, altså dato, måned og år, hvilket gør det rigtig svært at registrere dem som vælgere.

Faktisk er rigtig mange ganske godt tilfredse med at være født i det år, da kongen var 15 år. Hvad mere behøver de egentlig at vide?

Bhutan skal i gang med at lære at stemme gennem en række prøvevalg, hvor du kan stemme på gul, blå og rød. De står for forskellige politiske retninger udtrykt i ordene, bevaring, frihed og lighed og industriel udvikling.

Et stort flertal af befolkningen forstår faktisk ikke, hvorfor de skal have det der demokrati. Bliver det ikke blot som i Indien, hvor politikerne river hinanden i skægget og smider stole efter hinanden?

Men prøvevalget giver pinefuld splittelse og konflikter helt ind i familien, hvor pigen Yupohed (Yuphel Lhendup Selden) bliver mobbet i skolen, fordi hendes far er ”forræder” og vil stemme forkert.

Bjergfjernt højt oppe sidder lamaen (Kelsang Choejey – faktisk virkelighedens rigtige lama!) og mediterer, og da hans discipel Tashi (Tandin Wangchuk) kommer med gasflaske til husholdning, er der også nyheder, om det kommende prøvevalg i landsbyen Ura.

Munken Tashi bliver sendt ud for at skaffe to våben inden fuldmåne om fire dage. For lamaen har en plan, der skal rette op på tingene. Samtidig med forberedelserne til prøvevalget i landsbyen tager skafferen Benji (Tandin Sonam) imod den amerikanske opkøber Ron (Harry Einhorb).

Han er kommet lyssky og hemmeligt til landet for at købe en ganske uerstattelig værdifuld genstand.

Nu følger vi de tre spor i handlingen. Prøvevalg, munkens jagt efter våben og Rons forsøg på at købe en gammel riffel.

Sådan rumler filmens plot snurrigt og ganske filuragtigt afsted, ganske meget i Olsen-bande stil, mens vi lærer Bhutans og dets folk rigtig meget bedre at kende,

Hvor mange penge ikke nødvendigvis – modsat vores indre mentale lighedstegn – betyder, at du så også er lykkelig og glad.

Filmen endevender vores vestlige selvforståelse på ganske humoristisk og samtidig alvorlig nærgående vis. Samtidig punkterer den vores forestilling om demokratiet som den bedst mulige – eller rettere mindst ringe – styreform.

Demokratiet skal indføres for, at alle kan blive ”glade og velhavende”- Vi har altid været glade, lyder et undrende modsvar.

Filmen trækker i al stilfærdighed bukserne af den vestlige civilisations forestilling om at være mentalt og udviklingsmæssigt overlegen.

Samtidig med at du igen og igen smågrinende må overgive dig, når det bhutanske folk stilfærdigt og urokkeligt hvilende i sig selv takker pænt nej tak til rigdom.

- Det føles ikke rigtig!

Hvis du var vild med instruktøren Pawo Choyning Dorjis ”Skolen ved verdens ende”  (2022) er det bare med at komme afsted. Det er filmet i det grønne bjergrige med en blå himmel svævende der højt op, mens du bliver ført gennem landbrugslandet med hvedemarker og køer.

Oplever indførelsen af tv, ovenikøbet bhutansk, og med 007 som underholdning på den lokale bar, hvor der bliver drukket ”sort vand” – altså cola.

Filmen sætter tykke humoristiske streger under sit budskab. Hvor svært det kan være for os vesterlændinge at overvinde venlighed og menneskelig viljestyrke, når vi møder den i så ren form. Afklaret buddhisme kontra kapitalistisk jagt efter lykke.

Er det virkelig kun verdslig rigdom, som kan gøre os lykkelige. Eller er det snarere fraværet af had, konflikt og lidelse?