Den musikalske kamæleon

Film - ”Moonage Daydream”

Dokumentaren her har fokus på forvandlingskuglen, David Bowie, den musikalske kamæleon, der legede med kønsidentitet og rock og satte nye standarder for, hvad musik kan gøre og bruges til, når det gælder om at finde ud, hvem du selv er.

Skønt du kan knapt nok kalde det en dokumentar, men snarere en iscenesættelse af en af rockhistoriens allerstørste stilskabere. Konstant uforudsigelig og samtidig utrolig indflydelsesrig i sin udforskning af eget kaos og altings foranderlighed.

Filmen lægger ud med et Nietche-citat, mens Bowie umiskendelige stemme filosoferer over, hvor menneskeheden nu er henne, når Gud er død og vi skal i gang med at skabe vor egen virkelighed. Kan vi erstatte Gud?

Filmen byder på et overdådigt kaleidoskopisk flimrende billede af kunstneren, som vi  møder i interviewklip gennem hans karriere. Men så sandelig også på scenen – som Ziggy Stardust, med Bowie i fuld adrogyn uniform, halv mand og halvt kvinde, knaldrødt hår, makeup og høje plateausko, men også i vokal front for et tungt sejt rock’n’roll band.  

Bowie var og har aldrig været for fastholdere, og vi følger ham rundt i verden. Mens han skifter stil og udseende. Hans musikalske udvikling var jo i lange forløb tæt knyttet til hans eget egos kød og blod – der så skiftede fra trans til ”the thin white duke” til hele den eksperimenterende Berliner-periode sammen med den musikalske troldmand, Brian Eno.

Kommer vi tættere på? Eller er filmen blot endnu en hyldest til den mytiske superstjerne?

Både og.

Vi får glimrende og dækkende glimt af Bowie selv. Hvordan han dækker sig selv bag de figurer, han skifter imellem at sende på scenen. Og hvor dygtig han er er til at glide af eller undvige med et modangreb, når interviewende journalister forsøger at få skovlen under ham.

- Er du biseksuel, lyder et spørgsmål

- Jeg kender da en masse mænd

Samtidig er filmen fyldt med Bowie-musik. Både som underliggende kommentarer til den flimrende fortælling med brug af klip fra fiktionsfilm, dokumentar, tegning og grafik.

Men også i form af koncertoptagelser både fra gennembrudssuccesen med Ziggy Stardust, men også en fornem liveudgave af nummeret ”Heroes” og 80’ernes ”Let’s Dance”-superpopularitet.

For Bowie var livet i lange stræk flygtigt og ustabilt, og han flyttede konstant land og by rundt i sin søgen efter at finde sig selv. Los Angeles, Vest-Berlin, Japan og Østen.

Her er et fint lille tilbageblik om opvæksten i forstadskvarteret Brixton, London. En kulturel ødemark og med en familie, der ikke bød på megen kærlighed. Bortset fra halv- og storebror Terry, som Bowie beundrede og som fik ham til at læse Jack Kerouac ”Vejene” og lytte til avantgardesaxofonisten John Coltrane.

Sådan bliver filmen også en skildring af, hvorledes Bowie selv føler, at han farer vild i sin egen kunstneriske stræben, når han går efter det sikre. Det publikum gerne vil have – i stedet for som han gjorde i starten af sin karriere. Søger derude hvor du ikke ved hvad der sker, og hvor du ikke kan bunde.

Hvordan han ikke er bange for forelskelsen, men for den bindende kærlighed, som han føler vil forhindre ham i at skabe sin kunst. Og samtidigt forsøgte han at udforske den kraft, den følelse af, at der var noget større, der fik både ham og menneskeheden til at hænge sammen.

Og det både som sanger, sangskriver, danser, guitarist, saxofonist, skuespiller og billedkunstner.

Det er en lang og sine steder måske lige vel småfilosoferende og billeddigtende beretning, men holder du af Bowies musik – og det er vi mange, som gør – er det bare med at komme ind og opleve manden og hans musik.

Bowie døde i øvrigt af kræft, 69 år gammel, to dage efter sin fødselsdag, 8. januar 2016, hvor han lige havde udgivet sit sidste album ”Blackstar”.

Og hvad kan være mere passende end at slutte denne Bowie-odysse med nummeret ”Starman”, som underlægning til rulleteksternes akkreditering:

“There's a Starman waiting in the sky/he'd like to come and meet us/but he thinks he'd blow our minds/there's a Starman waiting in the sky …