Myrdede marskpigen ham?

Film - ”Hvor flodkrebsene synger”

En solid bestseller-filmatisering af bogen – af samme navn, skrevet af Delia Owens – hvor der ikke er sparet på noget. Hvor tårevædet sentimentalitet, romantiske forviklinger og retssalsdrama fikst og smertefrit løber sammen i en solid omgang mainstreamunderholdning.

Sådan som den amerikanske filmindustri er kendt for at kunne gøre det.

Anslagets åbningsscener er præcist og giver os straks konturerne af plottet. Filmens indre motor. En mand er fundet død ude i sumpen. Øjensynligt skvattet ned fra et højt brandtårn. Men der mangler en rist, der højt oppe.

Er det et uheld, eller har nogen skubbet ham? Snart retter mistanken sig mod marskpigen Kya (Daisy Edgar Jones), der vist havde en hemmelig affære med den gifte Chase (Harris Dickinson). Det er nemlig ham, der ligger skvulpende der i vandkanten.

Hun er selv opvokset som forladt enepige ude i sumpen, med en voldelig far, der først fik hendes smukke malerindemor til at flygte.

Siden fulgte resten af familien, så Kya har aldrig lært at læse eller skrive. Hun overlevede ved at sælge friskfangede muslinger henne hos den lokale sumpkøbmand, drevet Jumpin’ og hans hjertevarme kone Mabel.

Snart er Kay anholdt, smidt i fængslet, og hele lillebyens sladdervorne borgere er straks klar til at dømme hende til døden. Gud ske tak træder den hjertegode advokat Milton (David Stratham) til og tilbyder at forsvare hende.

Han må først lige lære hende lidt bedre at kende, og så får vi hele Kyas livshistorie i flashback-scener, afvekslende med afhøringer og vidneudsagn i retssalen.

Det hele er svøbt i billedskønne naturbilleder, så ingen af os nogensinde er i tvivl om, at det er langt bedre at være naturlig marskpige end uvidende byboer. Hun kan kende en rosafarvet, pyntet kammusling, når hun ser den og kender ovenikøbet dens latinske navn. Hva ba – tag den!

Daisy Edgar Jones spiller rollen med store brune Bambi-øjne, en slank og smidig drengepige, der også konstant skifter ud i sin garderobe af nydelige 40-er kjoler, altid renvaskede og nystrøgne, selv om hun bor alene ude i mudderet.

To mænd er interesseret i hende. Tate (Taylor John Smith), den betænksomme, biologi-interesserede fyr, der vinder hendes hjerte ved at lære hende at læse og skrive. Og så Chase, den selvtilfredse, speedbådsejende pigejæger.

Som nu altså desværre er død:

Skuespillet er pænt og glat uden at være prangende. Alle fylder deres roller ud på bedste trygge vis, men der er ikke nogle af dem eller noget, som for alvor kommer op på stjernehimlen.

I advokatrollen sørger David Strathairn dog ganske rutineret for at give Kyas advokat anstændig humanisme, mens de øvrige biroller er anonyme og farveløse.

Elskovsscenerne er så diskrete og afdæmpede, som kun amerikanere kan gøre det. Med lidt nydelig bar hud, men ikke noget hanky panky, der for alvor kan få pulsen op.

Klicheerne truer vældigt i denne banale historie om, at lever du i pagt med naturen, så vil du overleve alt ondt, også virkelig, virkelig onde mennesker, og måske være så heldig at du hører flodkrebsene synge.

Krebsene hørte deres udsendte i biografmørket ikke synge, men for dem, som er til god, solid, sine steder ganske tårevædet, renvasket amerikansk mainstream, må denne film være ugens premierevalg.

Gad vide om papirlommetørklæde-firmaet Kleenex ikke øger deres omsætning væsentligt i denne uge?