Skip to main content
film

Fint tempo, men for forvirrende for de mindste

FILM: "Monsterfamilien - Den uperfekte mission"

Den første film om monsterfamilien udkom for fem år siden. Måske er det derfor, filmmagerne laver en slags prolog i denne film - de vil lige fortælle om vores figurer. De vil genopfriske historien.

Men altså: Jeg tror ikke, at publikum til denne film - mindre børn - kan huske den oprindelige og første film. Deres medfølgende voksne kan næppe heller, for dette er altså ikke en uforglemmelig film-serie. Så hvorfor ikke bare starte forfra med en helt ny historie?

Denne prolog vil formentlig også kun gøre de mindreårige forvirrede. For det er ikke noget, der tilfører andet, end at så går der tid med det.

Til gengæld må man sige, at den første halvdel af filmen er i visuel særklasse. Det er et sandt bombardement af finesser på animationssiden. Men igen: Det er noget, vi voksne kan sidde og slubre. For de små er det nok ligegyldigt.

Som cirka en million gange før handler det om det gode mod det onde. Altså det virkeligt gode mod det virkeligt onde. Nu skal jeg jo ikke røbe slutningen og fortælle, hvem/hvad der vinder her. Men du får et gæt. Kun ét gæt.

Vi har naturligvis også nogle tabertyper, der viser sig at være de sande helte. Vi har en jagt rundt i hele verden efter andre monstre (end vores heltefamilie), så vi møder både Den afskyelige Snemand, Loch Ness-uhyret og King Kong.

Hyggelige og nuttede monstre må man sige.

Hovedpersonerne er en almindelig (!!!) amerikansk familie, der bliver lavet om til monstre for at redde verden. De bliver til Frankenstein, en varulv, en mumie og vampyr.

Det handler naturligvis om at holde sammen. Det handler også om at møde ondskaben med kærlighed, for ondskaben kan overvindes, hvis blot den mødes med kærlighed. Nogle gange i hvert fald.

"Monsterfamlien" er ferm underholdning i et godt tempo. Der er tillige et ganske flot animationsarbejde. Men jeg frygter, at filmen er for forvirrende for det yngste publikum.

Monsterfamilien - den uperfekte mission

  • Instruktion: Holger Tappe
  • 1 time og 43 minutter, frarådes under 7 år
  • Danske stemmer
  • Danmarkspremiere 27. januar
Arkiv