Portræt af en løvemor

FILM - ”Min enestående mor”

Åbningsscene. En tovstjerne bliver spændt ud mellem tv-antenner på taget af et betonbyggeri. En dreng iklædt rød læderjakke med medaljer påkalder det ydre rum med oprakte hænder.

- Send mig et signal.

Men der sker ingenting.

Til gengæld sker der rigtig meget i familien Borghetti, som foruden mor Clara (Penélope Cruz) og far Felice (Vincenzo Amato) tæller børnene, ældste datter Adri (Luana Giuliani), lillebroder Gino (Patrizio Francioni) og lillesøster Diana (Maria Chiara Goretti).

Det er Adri som påkalder sig gudernes eller rumvæsenernes hjælp – for den kønne drengepige vil netop gerne det – skifte køn og blive behandlet og opfattet som dreng.

Filmen bringer os tilbage til et detaljeret og præcist beskrevet 70-er samfund, med sort-hvid fjernsyn, teaktræ og flommede kulørte sofaer, hvor familien bor øverst i et nyopført boligkompleks med udsigt over Rom.

Midt i det hele er mamma Clara det naturlige hjemmegående centrum, som holder familien sammen. Smuk og livsglad, og sikken en fest, det er er, når hun og ungerne dækker bord til aftensmåltidet.

Dansende og syngende til heftig italiensk pop. Men så kommer papa hjem, og så kan det nok være, at festen er slut. Der bliver larmende dødstille ved bordet, og vi skal ikke langt ind i filmen, for at finde ud af at mor og far slet ikke har det godt sammen.

Mens Adri kæmper for at finde sin identitet med teenagerens forvirrede beslutsomhed, kæmper Clara for at holde sammen på sig selv og sin familie.

Der eksisterer et næsten symbiotisk bånd mellem hende og Adri, der hellere vil være og kaldes Andrea. Mama Clara er så smuk, så smuk og samtidig inderlig ulykkelig i sit stivnede, kærlighedsløse ægteskab.

Adri kan ”læse” hende og forstår hendes følelser og afmagt overfor sin ægtemands patriarkalske livsmønster.

Det er rigtigt fornemt skuespil af de to. Penélope Cruz som en blanding af en dårende dejlig Sophia Loren, hvis nogen husker hende, og samtidig en både sårbar og stærk mor, der vil gøre alt for at sikre sine børns lykke.

Især imponerende er hendes samspil med de langt yngre børneskuespillere. Hendes reaktioner på deres følelser og udtryk virker naturligt troværdigt, og du får indtryk af at disse scener er blevet improviseret frem fra et løst grundlag.

Børnene i filmen er nemlig børn, som børn var engang. De tager på dristige eventyr og leger vilde lege uden at spørge eller få de voksnes accept. Og det er netop en af filmens styrker, at skildringen af den dysfunktionelle families opløsning er set indefra – ofte med barnets blik, der ikke til fulde forstår, hvad der er galt.

Men instinktivt ved det.

På samme måde bærer Luana Giuliani ubesværet rollen som den unge sårbare pige/dreng, der føler sig placeret i den helt forkerte krop. Mens hun prøvende indleder et poetisk følsomt forhold til en pige, Sara, der bor i arbejderbarakkerne overfor.

Bid også mærke i filmens musikside. Ofte med sort-hvide fotograferede danse- og sangoptrin. Med hjertesmægtende og sentimentale italienske popsange, hvor filmens personer via de banale tekster kan få plads til det usigelige, der plager. Og samtidig drømme sig væk.

Det er et stærkt familieportræt af en kvinde, der med løvemod kæmper for sine børn mod et uforstående borgerligt, patriarkalsk samfund. Og samtidigt parallelt fortæller en delvis selvbiografisk historie om instruktøren Emanuele Crialeses barndom i 70’erne.

Fornemt filmet, godt spillet.