Festen version 2.0

FILM: ”Lille sommerfugl”

I Thomas Vinterbergs film ”Festen” fra 1998 handler det om… Ja – en fest. Det gør det sandelig også i ”Lille sommerfugl”. Under festen kommer der begge steder så mange sandheder for dagen, at man må forbarme sig. Du fredsens hvor skeletterne da vælter ud af skabe og skuffer i begge film. Når det er sagt, så er der på ingen måde tale om et plagiat. Det er to meget forskellige film.

I ”Lille sommerfugl” er vi til fest – guldbryllup -  i forsamlingshuset ude på landet. Vi har vist alle prøvet sådan en fest. Man kan næsten sige, at festen er hovedpersonen. Der er dog ikke tale om en parodi eller en satire over forsamlingshusfesten. Det er nærmere et kærligt portræt. Og vi får det hele med:

Det vælter ind med gæster. Hele byen/området er inviteret. Det vælter ind med gaver – herunder også nogle ganske kiksede nogle af slagsen. Der er rigeligt med drikkevarer, og folk forsyner sig. Der bliver holdt taler – nogle af dem ganske pinlige. Der er lejlighedssange. Der er optræden. Der er dans og musik. Der er fordomme om alle de andre, altså de dumme. Og der er rødt kød på bordet, siges der i filmen, hvorefter vi ser den virkeligt gennemstegte, gråsorte oksesteg blive udskåret.

Der var så dejligt derude på landet

”Der var så dejligt derude på landet” skriver H.C. Andersen som indledning til ”Den grimme ælling”. Det er også lige her, denne film starter med at hovedpersonen Ernst går tur med sin ældgamle ven Henning og fortæller om, hvor dejlig der er. Men der er tidsler i landskabet… Svanen er blevet til en grim ælling.

Det kan godt ske, at Ernst har opkøbt samtlige bondegårde i miles omkreds for at have land nok til at sprede gyllen på. Han har nemlig rigtigt mange svin. Men rent økonomisk går det altså ikke for godt. Og hvor slemt det rent faktisk står til, har han slet ikke fortalt sin guldbrud: Louise.

Den skrantende bondegårds-økonomi er ikke det eneste problem, vi møder her. Der er masser af andre. Guldbrudeparrets søn Lasse har været konen utro i en rum tid. Det bliver også afsløret her. Ja faktisk kan der være så kedeligt ude på landet, at man er nødt til at sprede kærligheden lidt længere ud end sådan i bibelsk forstand. Deres barnebarn flirter med tanken om at overtage bedsteforældrenes gård en dag – det er hans kæreste bestem ikke vild med: Hun vil til storbyen. Så er der Fætter Jens, som går med planer om leje Ernsts mange ledige stuehuse ud. Ja – problemerne og intrigerne vil ingen ende tage.

Skeletterne vælter ud af skabene

Det er pænt underholdende at opleve alle disse skeletter. Og det kommer sandelig også til at præge festen, som udvikler sig helt anderledes end planlagt.

Men som det kan være typisk for sådan et gilde i forsamlingshuset, så er der så mange gæster, at flertallet næppe ænser intrigerne.

Det er Karen-Lise Mynster og Jesper Christensen, der spiller guldbrudeparret. Lige i starten af filmen ser man nogle grynede billeder fra deres bryllup. Det ligner gamle smalfilm. Og det er ganske tydeligt, at det er Karen-Lise Mynster og Jesper Christensen, vi ser på de levende billeder.

Så sidder Deres udsendte naturligvis og tænker: Hvordan dælen har de gjort det: Lavet billeder med de samme skuespillere som purunge.

Genialt med gamle filmklip

Det viser sig så, at de to spillede over for hinanden i ”Verden er fuld af børn” fra 1980. Det er klip herfra, der bliver brugt til at skildre, hvordan dette parforhold opstod 50 år tidligere.

Det er altså genialt!

Men der bliver altså også spillet fremragende fra de to gamle og dygtige skuespilleres side. Jesper Christensen er jo landets bedste, mandlige skuespiller i sin aldersklasse. Her er han indbegrebet af den stoute bonde: Vil selv. Kan selv. Vil ikke tabe ansigt. Skal klare alle skær alene. Skal vise omverdenen hvor godt det går. Har faste holdninger til alt – herunder også til hvordan man behandler folk med alternative hudfarver. Han er stædig og dumstædig. En gammel knark.

Over for ham står så kvinden. Bondekvinden. Stærk som en klippe. Den usynlige hjælper, der får alting til at gå, uden at forvente at komme på sejrskamlen med storbonden. Selv om han intet var uden hende.

Det er en fornøjelse at se de to. Deres tilstedeværelse i filmen løfter alting op i en højere klasse.

Lille frække Luna

I en lille birolle ser vi Isabel Ligaard som den bette pige Luna. Hun keder sig som eneste barn i det voksne selskab, så hun kravler under festbordet. Her binder hun gæsternes snørebånd sammen, hælder cola i mors sko og laver masser af andre artige skarnsstreger. Og så forhindrer hun faktisk festen i at få en ganske fatal afslutning.

Vi ser også Mia Lyhne som den forsmåede kvinde. Svigerdatteren som oplever mandens utroskab og drikker sig i hegnet. Blandt andet også fordi kvinden, man boller ved siden af med, serverer til festen.

”Lille sommerfugl” er et dejlig portræt af festen. Altså festen med alle de forhindringer, vi selv har oplevet, fordi vi har været til præcis sådan en fest. Eller hørt om. Den er også et fint billede på livet på landet. ”Der er så dejligt ude på landet”, som Dan Turell skriver i sit digt af samme navn. Den eneste forskel på Andersen og Turell er, at Andersen skriver i datid og Turell i nutid. Men det er det samme liv ude på landet, de to digtere skildrer.

Dejlige portrætter

Men ”Lille sommerfugl” er også et dejligt portræt af menneskene derude på landet. Vi får alle typerne. Både dem vi kan lide, og dem der er lidt mere anstrengte.

Til at skylle alt dette ned, er filmen tilsat en pæn dosis humor. Og en slags happy ending, så der ikke er nogle, der har sorg i sinde, når de forlader biografmørket. Den slutning er måske ikke specielt elegant. Og den er slet ikke troværdig. Skulle vi have troet på den, skulle den også have været forklaret. Der skulle have været en ting, der kunne forklare den forvandling, der fører til denne slutning. Det er der ikke. 

Og så skal jeg da i øvrigt være den sidste til at fortælle, hvad lige præcis den slutning går ud på.

Men lad os slutte med to to sidste linjer i Dan Turells digt:

Der er så dejligt på landet

Engang bestod Danmark slet ikke af andet

Kan du lide, det du læser. I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling på dette link:

Støt kulturen.nu