Parforholdets vildveje

Film - ”Kærlighedens superhelte”

Italiensk film der drilsk leger med forelskelse, kærlighed og parforholdets tendens til at gå i trummerum, mens vi følger det umage, men åh så smukke, intelligente og livlige par, Marco og Anna.

De er næsten så forskellige som sort og hvid, sødt og surt, da de tilfældigt mødes og søger ly i den samme portåbning under en vældig regnbyge. Fysikprofessoren Marco (Alessandro Borghi) kaster sig straks ud i en længere talberegning over, hvor hurtigt du bliver gennemblødt ude i sjaskvejret.

Men også hvordan man også kan udsætte den sjaskvåde gennemblødning ved at bevæge sig hurtigere og forsvinder så selv ud i regnen, og efterlader tegneseriekunstneren Anna (Jasmine Trinca).

Alene og forladt, tror vi. For så blot at dukke op bagfra og forære hende en beskyttende paraply. Elegant, ikke? Og endnu mere elegant at have skrevet sit mobilnummer på paraplyens beskyttende skærm.

De skal selvfølgelig gå hen og forelske sig og genfinde hinanden, selv om sandsynligheden for, at det vil lykkes er matematisk mikroskopisk. For regnen viskede faktisk mobilnummeret væk.

Alessandro Borghi spiller den gennemappetitlige, bebrillede professor med både maskulin charme og insisteren på ærlighed, mens den skønne tegneserieskaber i form af Jasmine Trinca er mere usikker på, hvor dybt og hvor meget hun vil engagere sig i talnørden.

De gør det begge glimrende i en fin balance mellem romantik, sex og en gradvis afdækning af hinandens svagheder, hemmeligheder og styrker, alt imens filmen dribler os rundt i deres tilværelse.

Hendes kamp for at få blive til noget inden for tegneserie-branchen, og hans arbejde med fysikkens love, som i form af forelæsninger også kaster lys over kærlighedens vildveje.

Omkring dem danser et livligt persongalleri af lige så unge, veluddannede og velargumenterende unge. Lægen Pilar (Greta Scarano), som Marco faktisk kom sammen med, før han mødte Anna, og Annas bedsteveninde Sofia (Angelica Leo), der har så svært ved at finde en god fyr og sukker længselsfuldt, da hun første gang hører om Marco.

De og deres liv og deres smukke bohemelejligheder, glæden over god mad og vin, og intellektuel berigende samtale er filmet smukt og forførende. Alt imens vi både besøger nogle af Roms smukke steder, pladser og trattoriaer, men så sandelig også lige får tid til et smut i et juleklædt København og et malerisk Marrakech.

Tempoet og filmklipning er hurtig og elegant, og de to elskendes forhold og udvikling bliver fortalt i flashbacks, der snor sig om hinanden og blander før og nu. Dengang de var helt unge og nu som ældre.

Helt overordnet anslår filmen i begyndelsen en ubekymret, legende tone – hele verden og alle dens muligheder – også når det gælder kærligheden – står åben, tror de. Hvorfor skal man så binde sig i et parforhold?

Alt er så godt og såre skønt. Men tonen bliver langsomt alvorlig og smertefuld. De hemmeligheder, vi har for hinanden, kan både såre og ødelægge. Selv om vi – du eller jeg – ikke tror på, at de betyder noget. Eller mest af alt helst vil have dem undertrykt, som ikke eksisterende.

- Vi lyver, vi holder igen, vi keder os, siger Anna på et tidspunkt, da kærlighedslivet er ved at gå i hårdknude for hende og Marco. Og peger selv på udvejen, den besværlige og skræmmende:

- Men sandheden er aldrig kedelig.

På den måde dribler filmen rundt med sine superheltes følelser, alt imens den undersøger kedsomhed, utroskab, misforståelser og jalousi, inden filmen samler sig til en mørkere skæbnetone.

Det er superelegant italiensk filmkunst a la tiramisu med god amaretto til. Superromantisk, superflot film, superflot serveret, men også en kende for lækker i sin undersøgelse af disse veltilpassede superheroes utilpassethed over at skulle binde sig til noget. 

Før skæbnen griber ind og får dem til at se egen skrøbelighed og erkende, hvordan tidens ubønhørligt fremadskridende pludselig kan ændre alt.

En elegant italiensk filmservering, der såmænd også sender en varm hilsen til julekærlighedsfilmen ”Love Actually”.