Mord som letbenet komedie

Film - ”Jeg er morderen!”

Melodramatisk og farceagtig komedie, spillet livligt og letbenet, sine steder manieret overspillet, men altid tempofyldt energisk.

Det unge skuespillerfrø Madeleine (Nadia Tereszkiewicz) flygter i 1935 skrigende fra en lidt for intim audition med den nærgående teaterproducent Montferrad (Jean-Christophe Bouvet).

I hurtigt trav iler hun mod den parisiske lejlighed, hun deler med den nyuddannede advokat Pauline (Rebecca Marder), der har travlt med at finde en undskyldning for, at de to unge kvinder er bagud med fem måneders husleje.

Madeleine betror sig til Pauline, men de bliver afbrudt, da kriminalpolitiet møder op på adressen. Montferrad er fundet dræbt af et skud i hovedet og nu mangler hans tegnebog, angiveligt indeholdende 300.000 franc.

Madeleine er under mistanke og bliver indkald til afhøring hos undersøgelsesdommer Rabusset (Fabrice Luchini). Hun har selvfølgelig ikke noget med mordet at gøre, er uskyldig, men øjner også muligheden for at få gang i karrieren ved at tilstå.

Den får da heller ikke for lidt, både da hun tilstår, og da Madeleine står i retssalen og i en imponerende monolog, skrevet af hendes forsvarsadvokat, Pauline, forvandler sig til glødende kvindesagsforkæmper.

Der er ikke sparet hverken på kostumer, kulisser eller veldrejede 30-er biler eller ditto kvinder i denne pastiche-agtige rekonstruktion af en 30-er film. Ikke ganske ulig de de amerikanske screwball-komedier.

Filmen er også proppet med masser af kendte og somme tider for os i Dannevang ukendte franske skuespillere. Blandt de kendte er eksempelvis Isabelle Huppert, der dukker op senere i filmen, som den engang så feterede stumfilmsstjerne, Odette Chaumette.

Det er letbenet og ganske usandsynligt, men der er jo ikke noget galt med at more sig, vel?

Men det bliver sine steder for overspillet, på kanten af det overdrevne karikerede-

Især Fabrice Luchini er slem, som undersøgelsesdommer Rabusset. Forsøger at spille ligesom Peter Sellers gjorde det som den klodsede politikommissær Clouseau i ”Pink Panther-filmen”, men når slet ikke op på omdrejningshøjde med hans elegante komiske talent.

Det er en film, der har sine gode øjeblikke, men den drukner til sidst i næsten for meget crazy-komisk overbud. Instruktøren har sikkert haft det sjovt, og franskmænd vil sikkert more sig over at se deres "egne" skuespillere folde sig ud i uforpligtende morskab med et strøg kvindefrigørelse.