Kontanthjælpsmodtager med en drøm

Film - ”Idioten”

En lille socialrealistisk film om kontanthjælpsmodtageren Tobias, der efter et skuespilforløb på højskole, endelig fornemmer, at han nu har fundet den rette hylde.

Han er klar til at erobre alverdens scener og tv-serier med sin krop, stemme og ansigt. For Tobias kan mærke dybt inde, at det er det, han er skabt til – at spille skuespil.

Tobias (Jacob Skyggebjerg) danner i øvrigt par med Cille (Sarah Juel Werner), og brylluppet står snart for døren, for den blondineaffarvede Cille er højgravid.

Desværre har de ingen forståelse for Tobias og hans skuespillerdrømme henne på jobcentret, men er glade for, at Tobias har haft så godt et fremmøde, så nu er det tid at få et rigtigt arbejde. Henne på lageret.

Sådan noget skuespillerpjat er noget, du kan bruge din fritid på. Men Tobias giver ikke op, men søger på nettet efter castingopgaver, reklamer eller hvad som helst, der smager af teater. Solidarisk støttet af sin Cille.

For mødet med de skrå brædder har givet Tobias livsmodet tilbage. – Jeg har aldrig vidst, at jeg kunne noget. Jeg blev til mig selv der.

Det er en gennemsympatisk film, der ganske præcist og detaljeret skildrer, hvad der sker, når underklasse-Danmark kommer i kontakt med behandlersamfundets kloge-hoveder, bestående af jobkonsulent, socialrådgiver og psykolog,

Samtidig med at vennerne og ikke mindst storebroder Anders (Morten Lundgaard) stiller sig virkelig uforstående og tvivler stærkt på Tobias og hans våde drøm. Der er ingen opbakning at hente herfra.

Jacob Skyggebjerg gør det fint som den på en gang naive, fortabte Tobias, der kæmper op ad bakke, så det vil en ting for at virkeliggøre sin drøm. Overfor ham er Sarah Juel Werner, så den vordende mor, uden kontakt med sine egne forældre, der nu øjner en chance for at få lidt lykke i sit liv ved at stifte familie.

Desværre gør filmen ikke det store ud af Cilles karakter. Du savner virkelig et bud på, hvorfor hun er så tålmodig med denne fantast og drømmer af en mand. Der har masser af energi, når det gælder skuespillerdrømmen, men som ikke evner at tage et reelt opgør med sin egen samspilsramte familie

Det er såmænd okay skuespil, vi bliver præsenteret for, mens historien fører os gennem bl.a. polterabend, barnevognsindkøb i genbrugsbutikken, casting i København, scanning og bryllup.

Klar fucking Lolland-Falster realisme. Hvilket bliver gentaget i stort set hver anden sætning - fucking - mens der bliver drukket Slotsøl i overpolsterede sofaer og de unge tabere i øvrigt bor i rum fyldt med al for meget nips og tingeltangel.

Men denne ganske harmdirrende historie om social og statslig magtanvendelse overfor mennesker går ikke helt i spænd med skildringen af Tobias og hans umulige drøm.

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan velmenende behandlere efter at have fået samtykkeerklæring til journaler fra læge og jobcenter med videre, sagtens kan finde på at gribe ind med henvisning til forældrekompetenceundersøgelse.

Men præmissen – at det netop er skuespillerdrømmen og forsøget på at realisere den, der i sidste ende får parret ud i en truende tvangsfjernelse – er for tung og overtydelig.

Her kammer filmen over. Desværre. De to spor – det socialrealistiske og drømmen om at realisere sig selv som kunstner – hænger ikke rigtig sammen.

Selv om der er masser af gode scener, glimrende filmet også i nådesløst close-up, og især Skyggebjerg gør det glimrende i hovedrollen.

Det bliver sine steder for villet og udstillingsvinduesagtigt, og du mærker ikke rigtig smerten og fortabtheden over at blive knust af systemets paragraffer.