Lille pæn film med et pænt stort forklaringsproblem

FILM: ”Herself”

Sandra får rutinemæssigt tæv af sin ægtemand Garry. Det bliver naturligvis for meget for hende en dag, så hun tager børnene på nakken og flygter. Kommunen installerer hende og de to døtre i et lille hotelværelse nær lufthavnen. Og så begynder endelig et trøstesløst liv.

En dag får hun en idé: Hun vil bygge sit eget hus. Et lillebitte hus på 48 kvadratmeter med plads til hende og pigerne.

Undervejs forsøger Garry at få forældremyndigheden over døtrene.

Der mangler handling

Ovenstående er det lange referat af filmen ”Herself”. En film om en kvinde, der beslutter at tage kontrol over sig eget liv. Det er alt sammen både rørende og fint, men ikke nok til at ”Herself” kommer helt tørskoet i land.

Der er to problemer med denne film: Der er lige knap nok handling til halvanden times oplevelser i biografsædet. Og filmens helt store plot virker ikke ret godt.

For at bygge sit hus har Sandra nemlig brug for hjælp. Det får hun. En helt masse mennesker, som hun knap nok kender, hjælper hende.

Det er rigtigt fint og godhjertet tænkt. Men den gigantiske indsats alle disse mennesker yder, virker ikke logisk. Vi er altså ikke ret mange mennesker, der bruger al fritid i månedsvis for at bygge et hus til et menneske, vi knap nok kender.

Forklaringsproblem

Der er et forklaringsproblem lige her. Og det er stort. Det giver nemlig et problem med selve filmens troværdighed. Det er præcis derfor, filmen knækker.

Der er såmænd fint skuespil undervejs: Clare Dunn spiller rollen som Sandra aldeles lydefrit. Ian Lloyd Andersson er glimrende som den voldelige ægtemand. Conleth Hill, der var Lord Varys i ”Game of Thrones” gør det til allerbedste som håndværkeren Aido. De to små døtre spilles også aldeles bedårende af Molly McCann og Ruby Rose O’Hara

Filmens plot fejler såmænd heller ikke noget. Men måden det fortælles på hænger ikke sammen. I hvert fald ikke hos denne anmelder.