Gribende sorg

”Idiot Prayer”

Rocksangeren Nick Cave, 63 år, mistede i juli 2015, den ene af sine to tvillingesønner, Arthur, der 15 år gammel i en LSD-rus faldt ud over en 33 meter høj klippekant og slog sig ihjel.

Siden har livet ikke været det samme for Cave og hans hustru Susie Cave. Det kan du høre på album som ”Skeleton Tree” (2016) og ”Ghosteen” (2019). Sorgen har gjort Cave til en anden. Som menneske og kunstner.

Sorgen er at høre i hver en tone og strofe i hans sangforedrag, og det er at høre i denne musikfilm ”Idiot Prayer” – med den lange undertitel ”Nick Cave alone at Alexandra Palace”.

Nick Cave helt alene i en fornemt lyssat koncertsal, alene ved det sorte flygel, Fazioli, omhyggeligt mikrofonforstærket, så hver en tone står klart, og man samtidigt udnytter den fornemme rumklang i rummet.

Rocksangeren sidder hele koncerten igennem inde i en katedral af lyd. Nogle gange ildevarslende tordenbragende. Andre gange sprød og tyst eftertænksom. Alt efter hvad hver sang kræver.

Dem er der 22 af. Spændende fra de tidlige album med Caves band The Bad Seeds og Grinderman frem til det seneste album ”Ghosteen”.

Filmen åbner med Cave citerende ordene fra åbningsnummeret på netop den skive –”Once there was a song/the song yearned to be sung/it was a spinning song/about the king of rock’n’roll”.

Så er vi i gang og budt indenfor i Caves sang-og toneunivers, hvor han fra punktiden i 80-ernes Berlin har udviklet sig til en af vor tids største sangskrivere. En blanding af Elvis Presley og Det Gamle Testamente, blues og gospel og personlige traumer.

Hele tiden spirituelt søgende efter mening – meningen! Det at være et helt menneske, der er og gør det godt for sig selv og verden.

Det er melankolsk, smukt og mørkt at se og høre Cave sidde der helt alene ved flygelet. De blå øjne opmærksomt følgende sangtekst og noder. Hans stilfulde ydre, det skosværte sorte hår, habitten, de spidse blanke sko og de guldringsprydede fingre, der tvinger, hamrer eller følsomt leger akkorder ud af flygelet.

Det er en film for de mange fans af Caves musik. De, som kender hans sangunivers og her kan glæde sig over gribende nyfortolkninger af hele livsværket. Fra åbningsnummeret ”Idiot Prayer” til ”Galleon Ship”.

Oprindeligt blev musikken indspillet 19. juni i år, mens England var lukket ned på grund af Covid-19, og isolationen gav Cave inspiration til at nyfortolke sine sange- dekonstruere dem. Siden er der blevet tilføjet fire ekstra numre, bl.a. Leonard Cohens ”Avalanche”.

Det er svært at pille enkelte numre ud – for det er nøgent, bevægende og på en måde ganske enkelt hele vejen igennem. En mand, en stemme, et flygel. Nick Cave bladrer lidt i nodeark og tekst, vælger en sang, og det er så det.

”Girl in Amber” er både sorgfuld og dramatisk, mens ”Jubilee Street” bliver tolket vredt aggressivt og hårdt. Sangen griber manden, så han kommer steder hen, hvor han ikke selv ved, hvor han er. Det er en stærk nyfortolkning. Skræmmende.

Men også ”High Boson Blues” står stærkt med sin dommedagsprofeti kombineret med genfortælling af historien om bluesguitaristen Robert Johnson, der solgte sin sjæl til Satan for at kunne spille djævelsk, forførende blues.

Og så er der ”Into My Arms”, kærlighedssangen om, at han ikke tror på Gud, men hvis han gjorde, ville han knæle og bede Gud om at sende hende – ind i netop hans arme.

Selv kalder Cave musikken, der også udkommer som album 20. november:

-En bøn ind i tomrummet og savnet.

Og refererer på den måde både til sig selv, og hans egen sorg, men også den usikre, skælvende tid vi lever i nu med pandemien.

Koncertfilmen med Cave ved flygelet har premiere i aften (5. november) i alverdens biografer, også i vor egen Biffen, Aalborg.

Et åndeløst, musisk livtag med død, tro og kærlighed.