Virkelig flot film fra udkanten

FILM: "Hvor kragerne vender"

Dette er nok den bedste skildring af konflikten mellem land og by set på dansk film i lang tid.

Det, vi oplever, er konflikten mellem København og Udkantsdanmark.

Mellem det urbane og det landlige.

Mellem det veluddannede og og intellektuelle over for det simple og praktiske.

Mellem en fortænkt verdensforestilling over for en forsimplet.

Vi ved jo alle, at den gode sandhed er et sted i midten...

Men i denne film er det sat en lille bitte smule på spidsen. Samtidig med at filmen på ingen måde hævder, at det ene er bedre end det andet.

Okay - iblandt bliver det overdrevent urbane lidt for overdreven.

Laura eller Irina

Filmen handler om Laura. En pige opvokset på landet. Som 17-årig stikker hun hjemmefra og rejser til hovedstaden for at bliver urban og smart.

Nu er hun blevet forfatter, og har fået en vis succes med sin debutroman, der skildrer hendes aldeles forfærdelige opvækst ude i femte plovfure.

Det er en opvækst præget af omsorgssvigt, uforstående forældre, ondskabsfuld mobning og meget mere.

Problemet er så bare, at sådan oplever de det ikke hjemme i landsbyen.
For Laura kommer nemlig hjem til sin brors bryllup. Hun har ikke været hjemme i årevis. Hun har ikke taget telefonen, når mor ringer. Hun har totalt afsondret sig fra sit ophav og den muld, hvor hun har trådt sine barnesko.

For at gøre ondt værre: Broren skal giftes med Lauras fjende fra barndommen: Catrine. Hende mobberen, der kaldte hende Lebber-Laura, da hun var teenager.

Og endnu værre: Catrine ser ud til at have overtaget Lauras rolle i familien.

Hvis vi lige skal ridse yderligere i lakken: Laura har taget navneforandring til Irina. Og da Lauras kæreste også kommer til det allermørkeste Jylland for at deltage i brylluppet, kan han slet ikke forstå, at alle kalder hende for Laura...

Fortalt med lune og kærlighed

Historien er fortalt med en hel del lune. Men først og fremmest er den fortalt med stor kærlighed til filmens karakterer.

Man kan på ingen måde pege fingre af nogle af karakterne.

For som vi lærer dem at kende, så holder vi af dem. Vi holder af dem alle sammen. Det er lidt som i Matador:

Der er mange karakterer, som ikke nødvendigvis elsker hinanden. Men vi kan lide stort set alle personerne. Og det er virkeligt dygtigt håndværk fra den debuterende instruktør og medforfatter Lisa Jespersen.

Filmen er lavet under den ordning, der hedder New Danish Screen.

Det betyder på godt dansk, at det er en film lavet på et skrabet budget. Og det er under den ordning, at mange nye instruktører får lov at lave deres første film.

Det er også under New Danish Screen, at vi har set nogle af de bedste danske film de seneste år.

"Hvor kragerne vender" er også - hævet over enhver tvivl - den hidtil bedste danske film i år. Det er den næppe, når året er gået, men den er det lige nu.

Formidabel Rosalind Mynster

Rosalind Mynster spiller Laura/Irina, og hun er formidabel i den rolle. Hun er jo hovedpersonen, og derfor skal vi jo holde af hende. Vi forstår hende også godt. Ja, vi forstår hende også, når hun er pisse-irriterende. Og det er hun! Hun lægger et enestående nærvær i sin rolle.

Men hun er også omsorgsfuld og sød. Hun er god til at sætte tingene på spidsen.

Det trænger man også til en gang imellem, når man er ved at gro fast i den yderste plovfure.

Og så er hun aldeles vidunderlig til at vise sin afsky på en meget omsorgsfuld måde, når den københavnske veganer får serveret hamburgerryg hjemme på fødegården.

Men der er mange andre fine præstationer: Bodil Jørgensen spiller mor Jane - i sædvanlig flot stil. Ingen slinger i valsen lige der. Jens Jørn Spottag er jo også som skabt til rollen som bondefar med masser af økologiske køer inden for rækkevidde.

Der er også Jesper Groth, der spiller Lauras ungdomskæreste David. Han er i dag kok på Flammen, men var meget frustreret over at Laura bare stak af fra Udkantsdanmark, og lod ham tilbage. Glimrende præstation.

Det samme må siges om filmens bror/brudgom Jannik, spillet af Adam Rohweder. Endelig er det også værd at fremhæve Anne Sofie Wanstrup, der spiller bruden/barndomsfjenden Catrine.

Men det bedste ved filmen er, at den viser, at der kan være flere sandheder. Selv om flere personer har oplevet det samme, så kan de have dybt forskellig oplevelser deraf.

Og alle oplevelser er lige gode.

Der er ingen ultimativ sandhed. Man kan sige, at alle karakterne bliver udstillet, men de bliver også forstået. Ikke latterliggjorte. Det er altså smukt.