Tørke og kærlighed

FILM - ”Hvisken i støvet”

Den her film giver sig godt nok god tid.

Banel (Khady Mane) er håbløst forelsket i Adama (Mamadou Diallo), der ellers kun 19 år gammel er udset til at blive den nye landsbyhøvding.

Vi er i Senegal, hvor landsbyfællesskabet venter på, at regnen skal falde, så køerne kan få vand og det udplantende ikke tørster ihjel på de støvede marker.

- Regnen kommer, freden kommer, hvis Allah vil, synger kvinderne, mens de hakker i den stenhårde jord.

Men Banel er egentlig ligeglad. Det eneste hun drømmer om er at flytte i tosomhed med Adama i de sanddækkede hytter udenfor landsbyen.

Hun har meldt sig ud af fællesskabet og satser på kærligheden sammen med Adama.

Det er en film, der skildrer klimaforandringernes konsekvenser for mennesker, når deres verden bryder sammen. Og alt det, som de har lært og ved om at overleve, pludselig ikke gælder mere.

Samtidig fortæller den historien om de to unge, der gerne vil flygte og væk fra dette muslimske, stavnsbundne samfund, hvor alt ligesom er sat på skinner fra fødsel til død.

Og hvor det er utænkeligt at en kvinde ikke vil have børn.

Fællesskabet er under pres af tørken og egentlig magtesløs. Men hvis Adama påtog sig sit slægtsbundne ansvar og deltog i de ældres bønner om regn, så ville den måske falde?

Kameraet giver sig rigtig god tid til at dykke ned i detaljer og gå på opdagelse.. Et par bløde læbers kurvede bue, et øje, og det mystiske modlys med talende, beroligende stemmer.

De to hovedaktører i kærlighedsdrama gør det udmærket som de forelskede turtelduer, der efterhånden må erkende de skånselsløse konsekvenser af deres valg.

Khady Mane i form af Banel, opfarende og stejl ,bliver drevet længere og længere ud i vanvid og fortvivlelse. Reagerer med formålsløs ondskab med i sin slangebøsse. Hun bærer på en byrde.

Mens Mamadou Diallo som den foruroligede kvæghyrde efterhånden må indse, at der er noget der er større og vigtigere end hans og Banels kærlighed.

Det er en film om en stærk kvinde, der kæmper for sin egen lykke. Og er parat til at sætte sig op mod de traditionsbundne normer.

Hun vil være fri, men er også oppe mod stærkere kræfter, end hun havde forudset.

Khady Mane gør det godt i rollen, mens Mamadou Diallo er mere spag og gennemsigtigt, selv om han er god til se plaget ud.

Filmen inddrager også mytiske elementer og gør flittigt brug af symbolske billeder og begivenheder.

Smukt, smukt er det fotograferet. Med petroleumslamper og stilfærdig samtale uden for hytterne om aftenen. Ligesom lydsiden veksler mellem tyst fred og uheldssvangre lyde.

Det er en film, der lydefrit veksler mellem det personificerede og symbolske belærende til noget mytisk og overnaturligt. Om kvindefrigørelse og kærlighed. Og om hvor bundet Banel og Adama er af tradition, muslimsk religion og den ubarmhjertige tørke.

En skæbnetung, afrikansk kærlighedshistorie.