En uønsket - og farlig - graviditet

FILM: "Hændelsen"

Vi er i Frankrig i starten af 1960'erne. Hovedpersonen er Anne, som går i gymnasiet. Hun er virkelig begavet, og både for hende selv og forældrene er det tydeligt, at hun skal have en uddannelse. Ellers er hun idømt livsvarigt ægteskab og moderskab.

Selv om Anne er omkring 20 år, så har dydens konventioner godt fat. Har en ugift kvinde sex, er hun løs på tråden. En tøjte. En mand på samme alder, der har sex med en kvinde, er en helvedes karl.

Men når man i den alder, så har den søde kløe indfundet sig. Drengene ser jo hammergodt ud, og hvis man stimulerer underlivet, så føles det dejlig.

Og forkert. Meget forkert!

Ud over at blive kaldt for tøjte, så risikerer man jo også graviditet, hvis man kaster sig over det der med sex. Graviditet uden for ægteskabet fører til den hårdeste dom af alle: Så er der dømt evig underklasse, evigt hårdt arbejde. Ingen sjov. Bare underkastelse.

Anne er en del af et trekløver af veninder, som konstant taler om sex, drømmer om sex, læser om sex. Og alle er de jomfruer.

Derfor bliver Anne også noget overrasket, da hendes menstruation udebliver. For hun er jo jomfru.

Nåh - ikke helt...

Anne vil ikke have barnet. Hun vil have uddannelse, og så går jagten ellers i gang efter en abort. En ulovlig abort.

Veninderne kan end ikke tale om den slags, for så er de medskyldige i abort - og hjemfalden til lange fængselsstraffe. Så Anne står helt alene.

Det mest spændende ved filmen er portrættet af en tid og et regelsæt, som i grunden ikke er så fjern endda. Men også et regelsæt der er dagligt mange steder i verden den dag i dag.

Selv om filmen foregår for 70 år siden, er det på ingen måde en film, der vælter sig i detaljer fra hedengangne tider. Jovist vaskes tøj i hånden, livet er simpelt og hårdt. Men filmen handler om abort og seksualmoral.

Anamaria Vartolomei spiller den altdominerende hovedrolle som pigen, der er mutters alene med sit problem. Det gør hun mere end overbevisende, men der er sandelig også mange grimme ting, hun skal igennem. Da hun forsøger at lave en abort på sig selv, er det en rystende stærk scene. Vi ser kun hendes ansigt i den scene. Men du godeste hvor er det stærke sager.

Det er en rolle, der kræver meget, og som Anamaria Vartolomei sandelig også giver meget. Vi kommer til alle yderpolerne lige fra stærk smerte til orgasme. Med stenansigt og fornægtelse forsøger hun også at lægge et røgslør ud for sine omstændigheder. Selv om omgivelserne konstaterer, at hun ser lidt bleg ud.

Men omgivelserne er også grufulde. Der er ingen slinger i valsen, når seksualmoralen skal opretholdes. Hvis du ikke (officielt) kan dyrke sex, så kan du jo i stedet overtage rollen som dydens vogter.

Spændende er det også at opleve, hvordan Annes venindegruppe går i opløsning, da de hører om graviditeten. De har tidligere kunnet udveksle erfaringer om onani og andre temmelig personlige ting. Men graviditeten kan de ikke tage ind. En ugift kvindes graviditet er ganske enkelt straffen fra helvede.

Filmen er fortalt i kapitler næsten uge for uge gennem graviditetens første 12 uger. Det er også et fint valg. Og der gik næsten et kvarter af forestillingen, før jeg bemærkede, at filmens format var det samme som gamle billedrørs-tv: 3:4. Det er meget sjældent, at man ser dette format. Når der går så lang tid, før man opdager det, så skyldes det, at der er en film, man bliver optaget af.

Filmen fik Guldløven på filmfestivalen i Venedig.