Splittet popgruppe

Dokumentar - ”a-ha – The movie”

I dag er de en gruppe i dyb splid, og deres keyboardspiller Magne er direkte panisk ved tanken om at skulle gå i studiet med de to andre.

De – den norske popgruppe a-ha – kan ”næsten” ikke holde ud at være sammen. På nær når de står på en scene.

a-ha blev grundlagt i Oslo i 1982 af Pål Waaktaar-Savoy, guitar, keyboard, Magne Furuholmen, keyboard, guitar og Morten Harket, vokal.

De brød igennem i 1985 med monsterhittet ”Take on Me” og har solgt mindst 50 millioner albums. Dokumentaren følger de tre på turne, siddende isoleret på hver deres hotelværelse, sådan som de også gør backstage, og efter koncerten behørigt kørt væk i hver deres bil.

I lange tilbageblik med sort-hvide klip, MTV-videoer fra 80-erne, interviews med manager, producer, kærester og koner får vi historien om gruppen. Plus selvfølgelig interviewsnak med de tre a-haer. 

Og det begyndte med to norske teenager gutter, Pål og Magne, som i 1974 drømte om at blive rockstjerner.

Som udforskede 60’ernes musik – navne som Doors, men også Uriah Heep og Queen. Hvordan Morten kom med i gruppen på grund af sin stemmes store spændvidde, og hvordan a-ha tidligt proklamerede, at de ville være internationale popstjerner, og at Norge var for lille et land til at indfri den ambition.

Vi får detaljerne undervejs i kampen for at slå igennem. Om at leve på et absolut eksistensminimum i usle London-lejligheder, hvor den daglige havregrød udgjorde  hovedmåltidet, mens de håbede på at få et møde med en, som kender en, der kender Elton John.

Dengang hungrede de efter succes. Nu sidder de ensomme hver for sig med hver deres frustrationer og følelse af at være blevet tilsidesat, forbigået eller direkte snydt.

Keyboardspiller Magne, der mener, at han skulle være akkrediteret og have penge for nogle af de sange, han har været med til at skabe. Guitaristen Pål, som har masser nye a-ha numre til et helt nyt album klar.

Men ikke kan lokke de andre i studiet.

Sangeren Morten, der blev mediedarling og tog slæbet med at være på 24-7, da fanhysteriet var på sit højeste, og som i dag elsker stilhed og fred for andre mere end noget andet

Der sidder de alene, ensomme og isoleret. Et band – tre musikere, der har begejstret millioner af mennesker med deres musik.

De har været fra hinanden, har holdt verdensomspændende afskedsturné, blevet genforenet og nu sidder de tilbage som en velsmurt musikmaskine, der bare bliver ved med at spille. Uden at vi får en forklaring på hvorfor.

Måske i håbet om at få nogle hvedebrødsdage sammen igen i studiet, men som der bliver sagt i filmen om a-ha hårdknuden og alt det personlige fnidder:

“De har alle sammen brug for en psykolog. Én til dem hver især og én til bandet”

Hver især tror de tre på egne evner og selvfølgelig musikkens befriende kraft, men vogter samtidig nidkært over deres version af, hvordan de sammen opnåede international popsucces. Selv den mindste erindringsdetalje kan, når den bliver refereret for en af de andre, blive mødt med et:

- Sådan husker jeg det ikke. Eller – siger han sådan.

Uenighed, endeløs trættende diskussion, følelsen af at blive tromlet og surmuleri under studiearbejdet har også været en del af kampen for at skabe millionsælgende pop.

Undervejs kommer vi igennem et bredt udvalg af gruppens hitmateriale, men mest magisk er faktisk det lille klip, hvor de tre rent akustisk i en øvesituation fremfører hittet ”Turn on Me”.

Der er ren musikalsk magi i det lydhøre, tyste samspil, blot guitar og klaver med Mortens stemme.

Det må være en film for alle a-ha fans, og vi andre kan gå ind og se den, som en film om samspilsramte voksne med så store egoer, at de ikke magter at tage den svære samtale. Skønt de har kendt hinanden siden teenageårene.

Hvad kan man sige andet end – a-ha! 

Vil du have et nyhedsbrev? Så tilmeld dig på: brev@kulturen.nu

For god ordens skyld: Der kommer kun ét nyhedsbrev om ugen. Ingen spam herfra.