Kærlighed og vulkaner

FILM: "Fire of Love"

Katia og Maurice Krafft døde for 31 år siden af et vulkanudbrud. Begge var de vulkanologer, og de betragtede sig selv som forskere. Hun havde en kandidatgrad i fysik og kemi, og han havde studeret geologi. I deres aktive år rejste de rundt til vulkanudbrud overalt i verden. De filmede og fotograferede. De udgav film og bøger.

De opnåede et succes lidt ud over det sædvanlige, for de kom tættere på vulkanudbruddene end deres kolleger. De kunne snildt stå 30 meter fra et aktivt vulkanudbrud for at få de bedste billeder og film.

De var med andre ord dumdristige som få. De fik optagelser, ingen andre fik. Og de fik den død, et sådan liv fører med sig. Da Mont Unzen i Japan eksploderede, mens de var i gang med deres optagelser, fik de deres livs sidste billeder. Det eneste, man fandt efter dem, var hans armbåndsur.

"Fire of Love" er en film om et ægtepar, der elskede vulkaner og hinanden. Når man så mange år efter kan lave en film om dem, skyldes det, at de filmede hele deres aktive liv. Filminstruktøren har fået adgang til et gigantiske råmateriale, og det har ført til denne film.

Filmen er mestendels flot, men den hæmmes en del af fortællingen. Det er en meget poetisk tekst med storladne billeder og klicheer.

Men det bliver alt for meget. Det bliver alt for pompøs. Men værst af det hele: Det fortæller ikke den historie, jeg gerne vil høre.

Faktisk er der to historier: Jeg vil gerne høre om, hvilke videnskabelige resultater de fik af deres anstrengelser. Jeg vil faktisk også gerne høre om deres kærlighed. Var det brændende kærlighed, som filmens titel kan oversættes til? Jeg synes mere, at vi oplever et par kolleger af forskelligt køn, der sover i samme telt.

Et eller andet sted lægger titlen også op til det. Men vi når aldrig dertil. Når vi skal tro på deres store kærlighed til hinanden, så baserer det sig alene på en opulent tekst skrevet af filmmageren. Vi ser det aldrig. Vi får ingen vidnesbyrd. Heller ikke på billedsiden. Så lige der gør filmtitlen regning uden vært.

Nuvel: Det kunne også være rart at få dokumenteret deres bidrag til videnskaben. Heller ikke her rammer filmen inden for skiven. Vi hører ganske vist, at de op mod et vulkanudbrud på Phillippinerne får råbt myndighederne op, så masser af mennesker bliver evakueret før udbruddet og dermed redder de en masse liv. Det er fint. Men hvad fandt de ud af med hensyn til vulkaner.

Tjahh. Vel ikke rigtigt noget.

På et tidspunkt i filmen fortæller Maurice dog, at der findes to slags vulkaner. De røde og de grå. De røde er kendetegnet ved, at vulkanen udspyr lava - rødt lysende lava som bliver endnu smukkere om natten. De grå er dræbervulkanerne. Her ser man gigantiske røgfaner stige mod himlen. Og så sker katastrofen: Skidtet eksploderer. De røde er nemme at komme tæt på, for de gør sjældent noget uventet. De grå er dræbervulkaner. Uberegnelige og farlige.

I kraft af at filmen her er stykket sammen af parrets egne optagelser - altså optagelser lavet i 1970'erne og 80'erne, så er filmen også holdt i gammeldags tv-format. Billedet er tæt på at være kvadratisk. Det er lidt sjovt at se, for det er så sjældent, man oplever i tider, hvor formater ikke kan blive brede nok.

Mange af filmstrimlerne er optaget uden lyd. Lyden er sidenhen blevet opfundet og klistret på med skiftende held. Men ikke altid med lige høj kunstnerisk succes.

Det er en film med flotte billeder af især røde vulkaner. Historien om ægteparret er spændende. Deres optagelser er spændende. Deres opdagelser er mere vidtløftige, for deres jagt her i tilværelsen var fede billeder, der kunne sælges, så der var penge til det næste vulkanudbrud.

Jeg kunne helt klart godt leve med, at filmens speak blev lavet om - helt om. For i en dokumentarfilm skal speaken ikke være svulstig prosa. Den skal være nøgtern. En helt anden speak, der ikke var pakket ind i evig kærlighed, kunne have løftet filmen. Jeg ville gerne have hørt en noget mere sanddru udlægning af parrets meritter.