Et forfulgt kældermenneske

Film - "Farvel Hr. Haffmann"

Elegant, kompleks komprimeret og neglebidende spændende. En af den slags film, du ikke må gå glip af.

Vi skriver maj 1941 i Paris, som er besat af den tyske værnemagt under 2. Verdenskrig. En ældre jødisk juveler Joseph (Daniel Auteuil) arbejder stadig i sin butik sammen med sin halte medhjælper Francois (Gilles Lellouche), da et offentligt opslag bliver klistret på butiksfacaden.  

Folketælling af alle jøder. Joseph er selv flygtet som otteårig fra pogromen i Polen, og han beslutter sig for at sende sin kone Hannah og deres tre børn i sikkerhed i den ikke besatte frie franske zone. Så vil han hurtigt følge efter.

Men hvad nu med butikken? Joseph tilbyder Francois, at han kan købe den proforma, og når så krigen er slut, vil Joseph vende tilbage og igen overtage sin plads ved værkstedsbordet. Imens kan Francois og hans elskede hustru Blanche (Sara Giraudeau) flytte ind i lejligheden ovenover butikken og måske få det barn, som Francois ønsker sig overalt på jorden.

Planen lykkes ikke helt. Forretningsoverdragelsen og papirerne bliver underskrevet, men det lykkes ikke for den jødiske Joseph at slippe igennem de tyske sikkerhedskontroller. Så foreløbig bliver han installeret i kælderen under butikken.

Det usynlige magtforhold, balancen mellem chef og ansat bliver vendt på hovedet, også selv om Joseph i begyndelsen spiser med ved aftensbordet ovenpå. Men den idyl brister nu hurtigt.

Det er jo ikke ufarligt at have en jøde boende i ”sin” kælder. Francois vil beskytte sin Blanche, men nyder også tydeligt pludselig at være velhavende og respekteret. Kunne spise kød og nyde livet.

Det er et formidabelt skæbnesvangert trekantsdrama, vi ser udspille sig for vores øjne, mens vi følger de tre menneskeskæbner indelukket i det samme hus. Alt imens frygten for den nazistiske besættelse lammer og præger deres individuelle liv og forhåbninger.

I rollen som Francois forvandler Gilles Lellouche sig på imponerende vis fra ydmyg tjenstvillighed til stadig mere egocentreret tyran. Kun optaget af at gøre det godt for sig selv. Han ser ikke, hvorledes hans smisken for værnemagten stadigt hurtigere opløser hans egen moral.

I rollen som Blanche gør Sara Giraudeau det lige så formidabelt. På en gang usikker og nervøs og tydeligt utilpas med pludselig at være en del af ”herrefolket”. Men langsomt forvandler hun sig som menneske. I stand til at holde fast i sig selv og sine egne principper, når det gælder.

Og i kælderen har vi Auteil – han spiller lige så fremragende, som jøden, der godt kan gennemskue, hvad det er, Francois gør. Men også er tvunget til at gøre som han forlanger i håb om engang at kunne gense sin egen familie.

Det er spillet mellem de tre, som gør filmen til noget ganske særligt. Hvorledes du må se din egen anstændighed gå i opløsning, hvis du bøjer dig for brutal magt.

Her er scener, som du aldrig glemmer. Som når den sterile Francois beder sin kone om at gå i seng med det forfulgte kældermenneske, Joseph, så han selv kan få et ”rigtigt” barn. Eller da Joseph bliver tvunget til at bruge al sin håndværkskunnen til at producere smykker til de tyske officerers elskerinder.

Det er drama, det er krig og besættelse, men det er først og fremmest en dybt bevægende historie om tre mennesker. Frustrerende og faretruende forbundet.

Den ensomme og skrækslagne jøde, den skruppelløse Francois, der undskylder sig med, at han bare beskytter sig selv og sin kone, mens han tjener på at sælge smykker til nazisterne. Og endelig Blanche, der i løbet af filmen forvandler sig fra undertrykt passivitet til handlekraftig selvstændighed.

Alle tre skuespillere folder deres komplekse karakter ud i ypperligt spil.

Og så er filmen – skønt meget af den foregår indenfor på juvelerbutikkens tre etager -simpelthen bare forrygende, neglebidende spændende.

Både i dramaet mellem de tre hovedpersoner, men også i skildringen af Francois personlige deroute og hvad den kommer til at koste ikke bare ham selv, men også Blanche og Joseph.

Det er sine steder en langsom film, men den drejer sit plot og sin historie, så du ikke et øjeblik mister interessen, og klimaks til sidst er både troværdigt og sjældent vellykket.

Det er sagt en gang, men gentagelsen er på sin plads her – det er en film, du ikke må gå glip af.