Fortvivlet og komisk

FILM -”Et svært år”

Filmen ”Et svært år” har svært ved overbevisende at ramme balancen mellem det alvorlige og det komiske og bliver på den måde underlig ligegyldig.

Det er ikke nemt at tage fat i alvorlige problemer, vende og dreje dem, og samtidig så give plads til det gode forløsende grin.

Og det er ikke fordi, at de her to franske filmmagere, Olivier Nakache, Éric Toledano, ikke ved, hvordan sådan en komisk, fortvivlet sag skal skæres. De fleste husker deres megahit ”De urørlige” med Omar Sy, som den halvkriminelle Driss. Han får job som personlig assistent hos den stenrige, lammede Philippe (François Cluzet).

Vi lægger ellers godt fra land i åbningsscenerne, hvor miljøaktivisten Kaktus (Noémie Merlant) og hendes gruppe i en nøje planlagt og militært præcist gennemført aktion forhindrer udsalgshungrede kunder i at komme ind til et stort elektronikudsalg.

Blandt kunderne finder vi Albert (Pio Marmaï), sådan en krølhåret fransk charmefyr, der jagter et stort fladskæms-tv. Han har umiddelbart ikke nogen større forståelse for miljøaktivisterne og deres kamp for at sætte en stopper for overforbruget.

Rent ud sagt, er han selv på røven, og forsøger med diverse småtyverier og fiduser at slippe ud af den gældsklemme, han er havnet i. Med en rekord på hele 44 forbrugslån.

Da han skal videresælge fladskærmen, støder han ind i Bruno (Jonathan Cohen), fraskilt, ulykkeligt og lige så meget på røven. Et spirende venskab udvikler sig, da de på skrømt går ind i miljøaktivisternes arbejde –  lokket af øl og gratis chips.

Men også af den smukke og vævre Kaktus, som Albert har et rigtig godt øje til. I en birolle finder vi også Mathieu Amalric, som ludoman og engageret frivillig, der forsøger at hjælpe mennesker strandet i bundløs gæld

Så er vi i gang med denne to timer lange udforskning af vor vestlige verdens overforbrug og samtidig har fokus på den enkelte ulykkelige, der er havnet i uløselig gældsklemme.

Det kunne der sikkert være kommet en ganske god film ud af. Men det lykkes aldrig rigtig at koble det lårklaskende morsomme med det indbyggede alvorlige budskab.

Også fordi instruktørerne har castet miljøaktivisternes frontfigur Noémie Merlant, som både karismatisk ilter og engageret og ikke så lidt ulidelig i al sin frelsthed.

Det er jo nemt nok at være politisk korrekt, når man selv har sit på det tørre og f.eks. bebor en herskabslejlighed midt i Paris, der ville kunne få samtlige ejendomsmæglere i byen til at gå savlende amok.

Mens den hjemløse Albert kæmper på bunden af samfundet. Med ulovlige småfiduser og tyverier for at få betalt sin gæld. Ind i mellem går filmen i direkte plat Olsen-bande humor med slettelak i den franske centralbank.

Andre gange rammer den mere elegant i sin skildring af de to fjollehoveders kamp for både at løse egne personlige problemer og samtidig være en del af kampen mod klimaforandringens dystre fremtidsudsigt.

Lydsiden svinger mellem effektiv up-tempo rock og funket disco, og der bliver såmænd også plads til guitaristen Jimi Hendrix og hans kærlige ”Little Wing”, ligesom The Doors får plads til dommedagshymnen ”The End”

Typisk for fransk feel-good skal vi selvfølgelig også have bundet en valsende sløjfe på den umulige kærlighed mellem Kaktus og Albert – med øgenavnet Sveske.

Men det bliver en ujævn film, der har svært ved at holde fokus på, hvad den egentlig vil fortælle. Altså udover at den tror på det gode i mennesket og den store kærligheds forløsende kraft.

Men rigtig forløst og grinagtigt underholdt … ja, det bliver du ikke, hvis du går ind og ser den her.

Selvom skuespillet er udmærket, formår filmen ikke rigtig overbevisende at forbinde det komiske med det fortvivlede.

Ps: Synes du det var lidt skralt med grin i selve filmen, er det værd at overveje at blive siddende under rulleteksterne. Der er et par gode fraklip.