Jagten på transkvinden

Film - ”En kvinde i Istanbul”

Det er en sær, forvirret og rodet historie. Men sådan kan virkeligheden jo såmænd også tit være.

Den pensionerede, georgiske historielærer Lia (Mzia Arabuli) lover på sin søsters dødsleje, at hun vil gøre, hvad hun kan for at genfinde dennes transdatter Tekla.

I sin søgen efter Tekla, dumper hun tilfældigt ind i den unge drivert Achi (Lucas Kankava), der lokker med, at han kender Tekla, og har en adresse på hende i millionbyen, Istanbul.

Sammen drager de to nu afsted på jagt efter transkvinden og befinder sig snart i et af byens allermest nedslidte, snavsede prostitutionsmiljøer.

Af omveje og via tilfældigheder, der også inddrager en hjemløs, saz-spillende mindreårig dreng, får de også kontakt til advokaten Evrim (Deniz Dumanli).

Hun står selv lige for at blive id-anerkendt som kvinde og kæmper for transkønnedes rettigheder.

Sammen med dette filmens trekløver af ganske umage personer bliver vi nu trukket rundt i menneskemylderet og byens snævre gader i jagten efter den Tekla, som måske slet ikke har lyst til at blive fundet.

Den svenske instruktør Levan Akin – hvis forældre selv er fra Georgien – gør meget ud af at skildre det kærlige miljø og den indbyrdes solidaritet og respekt, som er mellem mennesker i dette lgbt+-miljø.

Hvor en vej at overleve på er selv at prostituere sig.

Det omkringværende samfunds fordømmelse og afstandtagen er skildret ganske nøgent og desto mere brutalt. Det er ikke nogen dans på roser at være trans. Heller ikke i det tyrkiske samfund.

Men vores umage duo - den mandhaftige Lia og ædedolken Achi - giver ikke op, og undervejs lærer vi ligesom dem, at selv på bunden af samfundet eksisterer der menneskelig solidaritet.

- Er du sikker på at Tekla har lyst til at blive fundet, siger advokaten, Evrim.

En ganske central scene. For Lia er rent faktisk ikke selv rigtig kommet til erkendelse af. hvad hun vil sige til Tekla, hvis hun finder hende. Og vil det så give mening at Lia møder hende?

Det er på mange måder en trist film. Med menneskeskæbner fanget på bunden af samfundet. Et samfund, der ikke levner dem mange muligheder for at blomstre eller få et værdigt liv.

Det er så du kan lugte snavsen i de slidte hotelværelser og faldefærdige huse, hvor handlingen udspiller sig. Her er meget lidt lys og håb. Det er nærmest kun i dansen, at det er tilladt at give sig hen og slå sig løs.

Du kan ikke pege finger af skuespillet. På hver sin måde er både Mzia Arabuli og Lucas Kankava ganske overbevisende som det umage par, der tumler rundt i Istanbuls snævre gyder uden ret meget held.

Ikke før de støder ind i den ganske karismatiske trans-advokat – spillet på en gang venligt og kompetent sødt af Deniz Dumanli – med bart maveskind og sort bh under den lange jakke.

Det er en film, som hylder lgbt+-miljøs smukke tabere og outsidere og samtidigt slår et slag for ligestilling.