Tristhed og forelskelse

Film - ”En dejlig morgen”

Fransk film om livet, sådan som det kan folde sig ud. Men slet ikke som du selv har tænkt det. Ganske anderledes og krævende uforudsigeligt kan det blive. Med både alvorlig sygdom og uventet forelskelse.

Den parisiske kvinde Sandra (Lea Séydoux) er enlig mor med datteren Linn (Camille Leban Martins). Hendes mand Julian døde for fem år siden, hun er translatør og datter af filosofilæreren Georg (Pascal Greggory).

Vi møder dem begge i filmens åbningscene, hvor Sandra tålmodigt og præcist beskrivende får sin far til at dreje nøglen, ind til hans lejlighed, så hun kan besøge ham. Han kan ikke længere huske, at han altid efterlader den i døren.

Georg er ved at bliver rablende dement - samtidig med, at synet svigter ham - og familien, der også tæller ekskonen Francoise (Nicole Garcia), må snart indse, at de ikke længere kan klare at passe Georg.

Men der er lang ventetid til en plejehjemsplads, isæt på de ”gode”, hvor der først bliver ledig plads, når en beboer dør.

Samtidig møder Sandra sin gifte ven, Clément (Melvil Poupard), som hun først lidt tøvende, men snart ganske lidenskabeligt indleder et forhold til.

Livet er indviklet, men filmen er egentlig ganske hverdagsagtig med sin skildring af familiens, men især Sandras omsorg, samtidig med, at hun bevæger sig ud på stadig dybere følelsesmæssigt dybt vand i forhold til sin elsker.

Der skal træffes beslutninger og sørges for, at far får det så godt, som det nu er muligt i hans ”sidste” tid, og samtidig skal Sandra også have sin egen livskabale til at gå op.

I hovedrollen som Sandra gør Lea Séydoux det fint og dækkende, som kvinden, der længe har undertrykt sine egne lyster og behov, for i stedet at tage sig af andre. Samtidig med at hun selv som eneforsørger og ene-forælder også har ansvaret for datteren Linne.

Men også Pascal Greggory er glimrende, som den stadigt mere rundforvirrede far. På en gang hjælpeløs, dybt taknemmelig for lidt ,og så stadig i stand til indimellem at give udtryk for sin fortabthed og lammede smerte over ikke at kunne se, læse og tænke.

Elskovsforholdet er skildret med dets op-og nedture. Så vil hun noget mere, så kan han ikke klare det, og så kan de alligevel ikke holde sig fra hinanden.

Det er ikke fransk film på den helt store klinge, men med sin på en gang realistiske og hverdagsagtige skildring rammer den alligevel i sin undersøgelse af tab og sorg, glæde og det modsatte, utroskab og kærlighed.

Samt ikke mindst hjælpeløsheden, når et elsket familiemedlem skal på plejehjem.

Hvor omsorgen og nærværet måske ikke lige lever op til forventninger – og hvad gør vi så, lille du?

En ganske ligefrem skildring af en kvindes liv med sine nærmeste, datteren og hendes nye mand  i en svær, krævende og til tider kaotisk periode i hendes liv.