En forløsende kærlighed

FILM - ”Empires of Light”

Fornem film, der med glimrende skuespil tegner et relevant samfundskritisk britisk 80-er tidsbillede med fokus på kvindeundertrykkelse, racisme og en ganske anderledes kærlighedshistorie.

Hilary Small (Oliva Colman) arbejder som multitaskende manager i biografen Empire, sørger for slik, tjekker billetsalg og gør rent. Chefen - den gifte Ellis (Colin Firth) - forventer og kræver udover arbejdsdisciplin også seksuelle tjenester af Hilary.

Hun selv passer sine pligter, gokker den pligtskyldigt af på chefen, men føler sig indvendig tom og trist. Den gamle biografs storhedstid er forbi. Flere sale er blevet lukket. Men da den nyansatte Stephen (Micheal Ward) nysgerrigt bliver vist rundt, kommer han og Hilary ovenpå i den lukkede dancehal med den betagende udsigt.

En due med brækket vinge skaber kontakt mellem de to. Hilary oplever for første gang længe menneskelig omsorg og ømhed og duen knytter et bånd mellem hende og den yngre, sorte mand.

Vi aner hurtigt, at Hilarys tristhed bunder i et tidligere psykisk sammenbrud, men snart blomstrer hun følelsesmæssigt, da hun indleder et kærlighedsforhold til Stephen. Men hun er stadig skrøbelig ustabil rent psykisk, pludselig hensynsløs og heftigt reagerende, og under den store premierevisning af ”Viljen til sejr” med indbudte kendisser går hun til stålet.

Sandheden om biografdirektørens utroskab kommer frem på en måde, som du ikke lige sådan glemmer.

Lydsiden bringer genhør med både Joni Mitchell, Bob Dylan, Cat Stevens og datidens miks af ska, reggae og punk, og du kan ikke være i tvivl om at Hilarys forelskelse når du ser hende danse rundt til Mitchells ”You Turn Me on I’m a Radio”.

Olivia Colman er fremragende i rollen som den psykisk ustabile, skiftevis stærke og svage kvinde, der uselvisk gerne vil det gode. Men hvis sindstilstand bestemt ikke bliver bedre af biografdirektørens stupide tilnærmelser. Hendes smidige og autentise vekselvirkning mellem underdanig tjenestevillighed, pludselig vred protest eller skingrende vanvittig udfarende oprør er skuespil, du ikke glemmer.

Colin Firth spiller overbevisende et førsteklasses dumt røvhul, og i det hele taget er biografens personale af tjenende ånder fornemt castet og spillet. Især operatøren Norman (Toby Jones) er vidunderlig som den indesluttede nørd, der tør op i samværet med Stephen  

Micheal Ward i rollen som Stephen tegner også glimrende et sympatisk billede af den unge charmerende mand, der snart aner, at Hilary skjuler på private hemmeligheder.

Det er også en film, der handler om biografens mirakel. Når statiske billeder bliver vist hurtigt efter hinanden og skaber en illusion om bevægelse og liv.

En indbygget hyldest til filmkunstens magiske kraft, som man sidder der i mørket, alene med sig selv og sine egne tanker om, hvad filmen gør ved én og samtidig alligevel en del af et fællesskab.

Og filmen her gør det selvfølgelig i fornemt bredformat og samtidig ganske solidt britisk socialrealistisk.

Det er også en film, som tager fat i 80-ernes Storbritannien, hvor økonomisk krise, arbejdsløshed og den konservative Thatcher-regeringen skabte grobund for skinheads, racisme og fremmedhad, som det også kom til udtryk i højreorienterede, fascistiske National Front.

Historien snor sig afsted med plads til både varm menneskelighed, racistisk brutalitet og øm kærlighed, mens de to umage elskende på hver deres måde kommer videre med deres liv.

På en gang bittersød, melankolsk og samtidig hjertegribende film.